ANNONCE

Her er danmarks billigste diesel-bil

1. maj 2018 20:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det kan lade sig gøre at skaffe sig en billig diesel-bil, hvis du vil gå på kompromis med størrelsen.

På et totaløkonomisk plan høster Peugeots 208 Blue HDI Envy en stor fordel af sin fremragende brændstoføkonomi på 33,3 kilometer per liter, og den er derfor et godt bud på en billig diesel-bil, mener sammenligningstjenesten bilpriser.dk.

I en pressemeddelelse skriver tjenesten nemlig, at brændstoføkonomien efter de nye tariffer udløser en ejerafgift på 4720 kroner over fire år, der danner basis for en stor analyse, selskabet har gennemført.

De øvrige dieselbiler i analysen koster 8800 kroner over fire år. De nye tariffer træder i kraft 1. juli 2018.

Chefanalytiker hos Bilpriser.dk, Niels Grøftehauge, påpeger i pressemeddelelsen, at flere af de små dieselbiler er fabelagtigt gode tilbud til unaturligt lave priser.

– Diesel er på vej ud af de små bilklasser, fordi dieselmotorer er dyrere at konstruere end benzinvarianter. Særligt med det nyeste i filtre og rensningssystemer. Men det gør ikke om på, at mange små selvtændere tilbyder ekstremt meget brugsværdi for pengene. Målt efter totaløkonomi er seks af de ni dieselbiler i analysen billigere at eje og bruge end deres benzindrevne søstre med sammenlignelig ydelse og udstyr, siger Niels Grøftehauge.

Han tilføjer, at ejere af nyere dieselbiler næppe har grund til at frygte fremtiden. Alle dieselbiler, der sælges i dag, opfylder ifølge bilpriser.dk kravene i Euro 6. “Eventuelle restriktioner vil efter alt at dømme ramme mere forurenende biler.”

I galleriet over artiklen kan du se, hvad det ifølge analysen koster per kilometer at købe, eje og bruge de ni dieselbiler fra miniklassen. Hele analysen med mellemregninger kan ses på Bilpriser.dks hjemmeside.

Udgangspunktet er 20.000 årlige kilometer i fire år. Dieselprisen er sat til ni kroner, og levering til 3980 kroner er indregnet i afskrivningen. Der er taget udgangspunkt i fuld finansiering til seks procent.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu