Her er den: Lig fundet i drabmistænkts bil

14. december 2018 12:13 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet gjorde et opsigtsvækkende fund, da de hævede bilen over vandet.

Fredag formiddag har Sydøstjyllands Politi bjærget den bil, der torsdag blev fundet i havnen i Kolding. Nu viser det sig, at bilen matche den forsvundne Bent Ovesens Ford Mondeo.

Fundet blev gjort, da forsvaret skulle teste noget nyt udstyr – og det gav altså pote i sagen om Bent Ovesen, der har været væk i mere end et år. Han har været internationalt efterlyst for mord, men efter hævningen af bilen, så kan efterlysningen af Bent Ovesen måske være fortid.

På bilen er der nemlig fundet nummerplader, der er de samme som dem Bent Ovesen havde på sin Ford Mondeo. Og i bilen fandt politiet et lig.

Det er endnu for tidligt at konkludere, at liget er Bent Ovesen. Derfor vil liget nu overgå til Retsmedicinsk Institut, der vil gennemføre en række undersøgelser som skal identificere liget – og derigennem be- eller afkræfte teorien om, at det er Bent Ovesens lig, der er fundet.

Newsbreak.dk har forsøgt at få en kommentar fra efterforskningleder Frede Nissen, men det var fredag formiddag ikke muligt.

Datteren fandt sin mor

Klokken 11.40 lørdag 28. oktober 2017 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra en beboer på Christiansøvej i Kolding. I en bolig på vejen var en 61-årig kvinde fundet død. Det var parrets voksne datter, der fandt sin mor død og alarmerede naboer.

Bent og Aase Ovesen levede et tilsyneladende ganske normalt ægteskabeligt liv på en stille villavej i Kolding. Derfor slog det ned i lokalsamfundet som et lyn, da nyheden om, at Aase var fundet død i villaen, og at handelsuddannede Bent Ovesen var forsvundet i sin bil, ramte danske medier.

Ikke længe gik der, før det lokale politi kunne løfte sløret for en teori, der har rodfæstet sig. Den 61-årige kvinde var ikke død af naturlige årsager. Ej heller var der sket en ulykke, og mistanken faldt hurtigt på den forsvundne ægtemand, der sammen med Aase har boet i villaen siden 1980’erne.

Gift gennem mange år

Den 63-årige mand var gift og boede gennem mange år med sin hustru Aase på Christiansøvej i Kolding, og det var også på denne adresse, hustruen blev fundet død.

Newsbreak.dk var dengang i kontakt med flere beboere på vejen, hvor drabet har fundet sted, men ingen havde lyst til at udtale sig til citat. Der tegnede sig dog et billede af et ægtepar, der levede et tilsyneladende almindeligt liv på villavejen, hvor holdningen var, at de tjente som et vellidt aktiv.

På grund af skader på den 61-årige kvinde, blev det slået fast, at hun ikke var død af naturlige årsager.

31. oktober 2017 kunne politiet så endelig bekræfte teorien om, at den 61-årige var blevet dræbt.Det bekræftede en obduktion af hendes lig. Politiet har aldrig udtalt som om drabsmetoden. Men det er dog oplyst, at politiet mener, kvinden er blevet dræbt natten mellem torsdag 26. oktober og fredag 27. oktober.

Hendes mand blev 10. november ved retten i Kolding fængslet in absentia – altså uden at han var tilstede – som mistænkt for at have begået drabet.

– Vi har siden drabet ledt flere steder efter den 63-årige mand med både hunde og helikopter, sagde daværende efterforskningsleder politiinspektør Carit Andersen til Newsbreak.dk.

De tomme havne

Snart sagt alle midler var taget i brug i forsøget på at finde frem til den 63-årige Bent Ovesen, der ifølge Newsbreak.dks oplysninger havde en succesfuld karriere som indkøber og salgschef bag sig.

– Forsvarets helikopter har bidraget med overflyvning af relevante områder, så vi har fået syn oppe fra. Derudover har vi finkæmmet fire havne uden resultat, sagde Carit Andersen i november 2017.

I begyndelsen af november kunne Newsbreak.dk berette, at der var rekvireret dykkere til at gennemsøge havnene i Kolding, Skærbæk, Fredericia og Middelfart med håbet om at finde den gråbrune metallakerede Ford Mondeo.

Skridtet var efterfølgende at tjekke, om Ovesens bil var gemt af vejen i garager eller skure.

Det skulle dog vise sig, at havnene ikke var fuldkommen finkæmmet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu