ANNONCE

Her er næsten 5000 smittet på en uge

14. december 2020 14:06 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Få de seneste nye coronavirus-tal her.

Her er næsten 5000 smittet på en uge
34 på hospitaler i Danmark er så syge, at de får hjælp til vejrtrækningen med en respirator. Arkivfoto: Scanpix

Det seneste døgn er 3337 personer i Danmark blevet testet positive for smitte med coronavirus. En stor del af dem i Københavns Kommune. Det fremgår af Statens Serum Instituts (SSI) daglige opdatering på Covid-19.

Således kan man læse, at 4939 smittetilfælde den seneste uge er fundet i Københavns Kommune alene. Tænker du så automatisk, at der jo altså også bor flere mennesker end andre steder i landet, så har du ret.

Til gengæld afspejler den såkaldte incidens en smittefrekvens, der er tæt på ude af kontrol. Hele 785,9 smittetilfælde per 100.000 indbyggere er fundet i Københavns Kommune alene. Det er landets højeste incidens.

Nummer to til seks på den liste er hovedstadskommuner. Også her er incidensen over 700 per 100.000 indbyggere. Incidens er ikke direkte sammenlignelig fra kommune til kommune på grund af blandt andet demografiske forskelle, men siger dog noget om smittespredning.

Boom i positiv-svar

Det har været velkendt gennem hele epidemien, at jo flere tests, myndighederne udfører, jo flere positive testresultater kommer der retur. Derfor er medier som Newsbreak.dk begyndt at omtale positivprocenten. Altså, antallet af positive prøver fordelt på antallet af gennemførte tests.

Mandag er antallet af tests på 95.230. Det giver således en positivprocent på 3,5. Indenfor den seneste uge har vi set markant forhøjede procenter på den konto. Det har fået myndighederne til at sætte gang i en markant effektivisering og forhøjelse af testkapaciteten.

Samtidig er det private blevet inddraget for at foretage såkaldte quicktests, der giver mere upræcise svar, men dog kan sige, om en person har en meget høj forekomst af coronavirus i kroppen og dermed er i fare for at være smittespreder.

Den indsats blev iværksat i weekenden. Søndag blev 262 personer testet positive for coronavirus ud af de i alt 6168 personer, der blev testet i Falcks testcentre. Det svarer til, at der blev fundet smitte hos 4,25 procent af de testede.

Over 80.000 “raske”

Her hjemme opererer vi ikke med betegnelsen “raske”, når det kommer til Covid-19. I stedet hedder det, at man har overstået infektionen. I denne statistik vil man figurere, hvis der er gået 14 dage efter et positivt testsvar, og man ikke er enten død eller indlagt.

Ved mandagens opdatering har antallet af personer, der har overstået infektionen, krydset 80.000. Det samlede antal smittede, siden SSI begyndte at overvåge udviklingen i januar, er nu nået 113.095.

Samtidig er 950 døde med Covid-19 i kroppen. Det seneste døgn er ni dødsfald blevet tilføjet. Langt de fleste dødsfald i Danmark – godt 80 procent – er forbundet med komorbiditet. Altså underliggende kronisk sygdom.

84 er blevet indlagt det seneste døgn, og 429 personer var ved opgørelsen indlagt, og det er så mange, at det ifølge myndighederne har sat sundhedsvæsenet under pres. Danske Regioner opfordrer således til at droppe ikke livsnødvendige operationer over hele landet. Af de indlagte er 61 på intensiv, mens 34 får hjælp af respirator.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu