ANNONCE

Han er flugtfangen: Politiet har seneste nyt

20. november 2019 06:25 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

En mand flygtede tirsdag aften fra psykiatrisk afdeling i Slagelse ved en væbnet aktion.

Politiet offentliggjorde tirsdag aften navnet på den mand, som er efterlyst efter en væbnet fangeflugt fra den psykiatriske afdeling i Slagelse.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Onsdag morgen er der intet nyt i sagen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau. Manden er således fortsat på fri fod.

Efterlysningen bragte politiet i en pressemeddelelse kort efter klokken 23 tirsdag.

11. oktober blev den undvegne bandeleder varetægtsfængslet i Københavns Byret i en grov voldssag i forbindelse med bandekonflikten i København, skriver TV2.

Tag ikke kontakt

Det drejer sig om en 24-årig mand, der hedder Hemin Dilshad Saleh. Han er 183 centimeter høj, almindelig til kraftig af bygning, sort kort hår, brun hud og formentlig fuldskæg.

Ser man den pågældende mand eller har oplysninger om, hvor han befinder sig, skal man kontakte politiet på telefon 114.

Man skal ikke selv forsøge at kontakte ham, fortæller politiet i en pressemeddelelse.

I forbindelse med den væbnede befrielsesaktion i Slagelse er der umiddelbart ingen grund til bekymring for almindelige borgere, men hvis man ser noget mistænkeligt i denne anledning, bør man henvende sig til politiet“, skrev politiet på Twitter.

Bandeleder

Ifølge flere medier er Hemin Dilshad Saleh en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV, der har rødder i det ydre Nørrebro i København. Den gruppering er åbenbart i gang med et større opgør med en rivaliserende bande.

Ved befrielsesaktionen, der skete kort før klokken 17, blev der affyret skud, har politiet oplyst. Ingen blev ramt.

Politiinspektør Kim Kliver fortalte tirsdag aften til TV2 News, at personalet blev truet med et våben, og at der blev affyret skud. Og som følge af postyret lykkedes flugten.

– Der foregår et tæt samarbejde mellem os og de andre politikredse på Sjælland, sagde Kim Kliver til TV2.

I timevis

Politiet var i flere timer talstærkt til stede ved den psykiatriske afdeling.

– Vi forlod stedet omkring klokken to i nat, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi onsdag morgen.

Psykiatrien under Slagelse Sygehus rummer blandt andet flere voksenpsykiatriske afsnit, retspsykiatriske afsnit og sikringsafdelingen.

Sikringsafdelingen er en afdeling for de mest behandlingskrævende psykisk syge patienter i Danmark – herunder personer, som er dømt til behandling i forbindelse med straffesager.

Denne afdeling samt de øvrige psykiatriske afsnit er placeret i et område ved siden af resten af Slagelse Sygehus tæt på Vestmotorvejen. Det er uvist, hvilken af de psykiatriske afdelinger manden er flygtet fra.

De personer, der skal have hjulpet Hemin Dilshad Saleh med at flygte, er også på fri fod.

Minister: Et overgreb

“Aftenens væbnede hændelse på psykiatrisk hospital i Slagelse er i sig selv et overgreb på vores retssamfund, og i høj grad et overgreb på vores medarbejdere.”

Sådan skrev sundhedsminister Magnus Heunicke tirsdag aften på Twitter, efter nyheden om flugten blev offentlig kendt.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu