Her er Grunwalds smertelige fortid: Derfor var befrielsesdagen et helvede

26. november 2018 22:48 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Efter Morten Grunwalds død er det kommet frem, at befrielsesdagen langt fra forløb som planlagt for den folkekære skuespiller.

Det har ikke været småt med roser for Morten Grunwalds betydning for dansk film siden skuespillerens død den 14. november. Men en ny artikel sætter skuespillerens liv under lup – og her er der kommet nye, dystre oplysninger om de mørkeste kapitler i hans liv.

Politiken bragte søndag et uddrag af bogen ‘Barn af Besættelsen – kendte danskere fra dronning Margrethe til Uffe Ellemann-Jensen fortæller’ og her står der ifølge Ekstra Bladet, at Morten Grunwald så sin far blive hentet af frihedskæmpere og smidt i fængsel på dagen for Danmarks befrielse den 5. maj.

Morten Grunwalds far var nemlig tysk. Og han havde kæmpet i Første Verdenskrig, inden han var flyttet til Danmark og havde bosat sig i Odense.

Satte dybe spor

Den folkekære skuespiller beretter, hvordan befrielsesdagen, der ellers skulle have været en glædens dag, forevigt var indprentet med en vis grad af dårlige minder. Den blev nemlig ganske anderledes for ham end for så mange andre.

– Da befrielsesmorgenen kom den 5. maj 1945, havde jeg influenza, så mine forældre havde givet mig lov til at ligge i deres soveværelse. Mens jeg lå dér, kom fire-fem frihedskæmpere marcherende op gennem indkørslen. De skulle arrestere vores far. Udenfor var min storebror ved at hejse flaget i haven og gøre klar til fest. I desperat chok råbte han til dem: ‘Min far kan da ikke gøre for, at han er født i Tyskland’. Jeg stod op i min pyjamas og gik ud i entreen, hvor min far blev holdt op af frihedskæmperne. Jeg var en rædselsslagen tilskuer, mens min storebror var på grådens rand og ville kæmpe fysisk med de banditter, der var i færd med at hente vores far, siger Morten Grunwald i bogen ifølge Ekstra Bladet.

Anholdelsen betød samtid, at barndomshjemmet blev ransaget. Derfor måtte den unge dreng sammen med mor og søskende flytte ud til en kusine i den anden ende af Odense.

Faren Karl Friedrich Grunwald blev ikke skudt af modstandsfolkene, men i seks uger var han fængslet uden grund – inden han igen blev genforenet med familien. I bogen forklarer Morten Grunwald, hvordan hans far havde ændret sig efter episoden – og hvordan han pludselig føltes ældre.

Ifølge Ekstra Bladet forklarer Morten Grunwald i artiklen med Politiken, hvordan far og søn aldrig diskuterede, hvad der skete under krigen og på befrielsesdagen. Morten Grunwalds far døde i en alder af 60 år, da den folkekære skuespiller blot var 17 år gammel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu