Her er reglerne vi glemmer i trafikken

15. februar 2019 18:38 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Med rutine kommer dårlige vaner - og vi begår en række fejl bag rattet, uden at vi tænker over dem, lyder det fra politiet og en tidligere køreprøvesagkyndig.

Selv om du betegner dig selv som en rutineret bilist, der ikke laver mange fejl bag rattet, så er det ikke sikkert, at det rent faktisk er tilfældet.

Det er faktisk ret sandsynligt, at du har glemt mange af de ting, som du lærte, da du tog kørekort.

Det peger en repræsentativ rundspørge samt resultatet af en undersøgelse fra forsikringsselskabet Codan i hvert fald på.

Codan har testet 15 rutinerede bilisters evner i trafikken. Det blev gjort ved en teoriprøve og en køreprøve, hvor alle 15 dumpede teoriprøven, men ti dumpede køreprøven.

Ifølge den tidligere køreprøvesagkyndig Lars Borg, som bedømte de rutinerede bilister ved køreprøven, var særligt én forseelse årsagen til de mange dumpede køreprøver.

– Det var meget tydeligt, at bilisterne generelt ikke orienterede sig i trafikken – altså det at dreje hovedet over skulderen for at orientere sig ved eksempelvis vognbaneskift, siger Lars Borg.

Spejlene er nemlig ikke tilstrækkelige, selv om alle bilisterne var gode til at bruge dem, fortæller Lars Borg.

Vi overvurderer vores evner

Codan har også skrevet i en pressemeddelelse, at 52% blandt 1250 adspurgte danskere med kørekort mente, at de kunne bestå en teoriprøve uden problemer, mens 81% mente, at de kunne bestå en praktisk køreprøve uden problemer.

Og en rundspørge fra Epinion viser, at der flere regler, det kniber med at huske.

Analyseinstituttet har stillet syv spørgsmål fra teoriprøven – og af svarene fremgår det blandt andet, at knap hver femte bilist ikke har styr på reglen for højre vigepligt, mens 41 procent af danske bilister ikke ved, hvor tæt på et kryds, de må parkere.

66 procent har ikke styr på reglerne for, hvornår de skal blinke af ved overhaling på strækninger, der ikke er motorvej, mens hver fjerde ikke ved, hvordan de skal orientere sig ved vognbaneskift.

Lars Borg peger også på den generelle opmærksomhed bag rattet som en mangelvare hos de rutinerede bilister.

– De mangler noget opmærksomhed ved det at køre bil. Og det skal vi have gjort noget ved, for det kan være genstand for alt for mange ulykker, siger Lars Borg.

Vi fokuserer på det forkerte

Netop den manglende orientering og opmærksomhed i trafikken er et problem, politiet også ser ganske ofte. Det fortæller Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

– Uopmærksomhed kommer til udtryk ved, at du koncentrerer dig om nogle andre ting, end du egentlig bør, når du kører bil, siger han og tilføjer:

– Det behøver ikke være nogle fysiske ting – det kan også være oppe i dit hoved, hvor du er et helt andet sted, end du burde være.

Alt for ofte kommer denne uopmærksomhed, fordi kørslen bliver en vanesag.

– Med tiden får vi tilegnet os nogle dumme vaner i trafikken, som vi ikke lægger mærke til. Eksempelvis glemmer mange at kigge sig over venstre skulder, når de skifter vejbane, siger Christian Berthelsen.

Der er også andre dårlige vaner, vi skal skære helt væk, lyder det fra Christian Berthelsen. At tale i håndholdt mobiltelefon og køre i for høj fart er stadig de overtrædelser, flest bilister får bøder for.

– Hastighed er den største synder på vejene, men det skyldes også, at vi har meget fokus på det fra politiets side. Vi er massivt ude hver eneste dag med fotovogne, så vi får mange lovovertrædelser på det, siger han.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu