ANNONCE

Rystet Jes Dorph: Her er sex-sagerne

6. januar 2021 06:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Det er to sex-sager som skulle være foregået for henholdsvis 18 år og 20 år siden, der nu har fældet den populære tv-vært

Det er to sager fra henholdsvis 2003 og 2001, der har ført til TV2s fyring af Jes Dorph-Petersen fra programmet “Go’ aften Live” – og som også gør, at “….Jes Dorph-Petersen ikke længere skal være vært på TV2’s kanaler“, som tv-stationen ifølge Ekstra Bladet har skrevet rundt i en intern mail.

De to sager handler ifølge en artikel i Politiken onsdag begge om kvindelige journalistpraktikanter.

I den første sag fra 2001 skulle Jes Dorph-Petersen i sit eget hjem have lagt en hånd over praktikantens mund, hvorefter han pressede hende ned på en briks og angiveligt tiltvang sig sex.

I den anden sag fra 2003 forklarer en anden kvindelig journalistpraktikant, at hun også var inviteret hjem til tv-værten sammen med en anden mandlig kollega.

Angiveligt skulle de to mænd have lagt op til sex med praktikanten hvilket hun afviste.

-Min hjerne eksploderer

Til Politiken forklarer Jes Dorph-Petersen, at han slet ikke kan genkende sagerne:

– Min hjerne eksploderer. De anklager mig for noget alvorligt, som ligger 20 år tilbage, og som jeg ved er løgn. Det kunne jeg aldrig finde på. Sådan er jeg ikke. Det er simpelthen en opfundet historie. Hvorfor finder hun på det har jeg ikke noget svar på, men jeg ved, at det der er ikke sket, forklarer Jes Dorph-Petersen til avisen og slår fast at han mener, at undersøgelsen er unfair og ensidig.

Indholdsredaktør Lotte Lindegaard vil over for Politiken ikke udtale sig om den konkrete sag, men afviser kategorisk, at de skulle gå efter en bestemt person.

Intern advokatundersøgelse

De to sager mod Jes Dorph med de kvindelige praktikanter, er kommet frem efter TV2 i efteråret 2020 besluttede at indlede en advokatundersøgelse i kølvandet på #Metoo-bølgen, der igen begyndte at vokse da Sofie Linde til Zulu Comedy Galla fortalte, at hun som 18-årig var blevet afkrævet et blowjob af en mediechef på DR, der ellers truede med at ødelægge hendes karriere.

Efterfølgende underskrev 1615 kvinder i mediebranchen et støttebrev, og det førte til en diskussion om, hvorvidt de var inhabile til at dække sagen.

Gaardbo også færdig

Advokatundersøgelsen kostede allerede 11. december sidste år tv-værten Jens Gaardbo jobbet.

Han stoppede på TV2 News på grund af “dårlig dømmekraft” i hans tid som nyhedschef for omkring 20 år siden.

Det blev ikke oplyst, konkret hvad han havde gjort. Han bekræftede dog selv at have overtrådt TV2’s personalepolitik.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu