ANNONCE

Her er smitten gået amok

12. oktober 2020 14:50 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

I flere uger har den københavns vestegn sidder tungt på tronen blandt coronaspredning. Det er nu ændret.

I ugevis var det københavnske vestegns kommuner, der lå øverst på listen over nye smittetilfælde i Danmark, hvis man ser på den såkaldte incidens. Det vil sige antal smittede per 100.000 indbyggere set over en syvdages periode.

Mandag har Statens Serum Institut (SSI) endnu engang opdateret sine tal, og her fremgår det, at der det seneste døgn er fundet 389 nye smittetilfælde. Samtidig er det nu fire jyske kommuner, der ifølge SSI har absolut mest smittespredning, hvis man tager gennemsnittet for de seneste syv dage.

Her i landet hedder den officielle bekymringsgrænse 20 smittede per 100.000 indbyggere i en kommune. Overskrides den grænse, holder myndighederne skærpet opsyn, og der kan indføres særlige krav og restriktioner her.

Øverst på listen over incidens de seneste syv dage ligger Struer Kommune, hvor der i faktiske tal er fundet 58 bekræftede tilfælde af coronasmittede indbyggere i den periode. Det svarer til hele 276 smittede, hvis der i kommunen var 100.000 indbyggere.

Tager konsekvensen

For Struer så det allerede i weekenden grelt ud, da kommunen pludseligt sprang til tops over smittespredning søndag. I den forgange uge blev for eksempel Thyholm Skole lukket på grund af smitte, og forældre blev opfordret til at minimere børnenes kontakt med hinanden.

Kommunen har også taget konsekvensen af den lidet flatterende ære. I en pressemeddelelse på Struer Kommunes hjemmeside fremgår det, at det her i efterårsferien bliver småt med muligheder for at hygge sig til offentlige arrangementer.

I kølvandet på det, bliver alle kommunale aktiviteter i uge 42 aflyst for at begrænse smitterisikoen. Det betyder, at arrangementer og aktiviteter på Struer Bibliotek, Struer Energi Park, Struer Museum, Struer Svømmehal aflyses eller ændres til en form, hvor det er muligt at deltage hjemmefra“, skriver kommunen.

Derudover opfordrer Struer Kommune foreninger og selvejende kulturinstitutioner, der har aktiviteter eller arrangementer i uge 42, som kan samle større gruppe af personer, til at aflyse arrangementerne helt.

Følger med

I alt er der, siden SSI begyndte at overvåge coronavirusepidemien, fundet og bekræftet 32.811 tilfælde af Covid-19 hos danskere. En undersøgelse med blandt andet test for antistoffer, har dog anslået, at mellem 90.000 og 130.000 danskere kan have haft Covid-19 ved et skæringspunkt midt i august. Altså mange uden at vide det.

Generelt ser det ud til, at der er kontrol over situationen på den måde, at det danske sundhedsvæsen kan følge med, vurderer Henrik Nielsen, professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshopsital, da Ritzau spørger ind til mandagens opdatering af tallene.

– Tallet er stadig lidt højere, end vi kunne ønske os. Det burde gerne komme under 200 nye smittetilfælde per dage, så burde vi være rolige igen, siger Henrik Nielsen til Ritzau.

Antallet af indlæggelser er på 107, 19 er på intensiv, de 13 i respirator og får således hjælp til at trække vejret. Det seneste døgn er yderligere to personer døde, efter at have været smittet med coronavirus.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu