ANNONCE

Her finder du for tiden færre danskere

26. juni 2020 19:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Ikke alt er tilbage ved det gamle.

Her finder du for tiden færre danskere
Ifølge Vejdirektoratet er der for tiden færre biler på vejene, end man kunne forvente for årstiden. Genrefoto.

Det danske samfund er støt ved at genåbne, men ifølge Vejdirektoratet er alt endnu ikke, som det plejer at være; de danske veje er ikke nær så fyldte for tiden, som historien siger, at de burde være.

”Vi kan se på målingerne fra vores tællestationer, at omfanget af trafik på statsvejene fortsat ligger nogle procent under omfanget i juni måned sidste år, og eftersom tallene tilsyneladende er holdt op med at stige, er dette måske trafikkens nye normaltilstand – i hvert fald på denne side af sommerferien,” siger afdelingsleder Kasper Rosenstand fra Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

Det er uvist, hvad der præcist er årsagen til, at man ikke ser lige så mange biler på vejene, som man kunne forvente, men hos Vejdirektoratet har man flere bud.

”Det kan skyldes, at der stadig er en vis del af befolkningen, der holder sig hjemme, fordi de er bange for at blive smittet,” siger Kasper Rosenstand, og fortsætter:

”Der kan også være tale om, at flere er begyndt at arbejde hjemmefra. Og så kan lønkompensation og den stigende arbejdsløshed naturligvis også spille ind. Det er dog stadig kun vurderinger, eftersom vi endnu har for lidt viden til med sikkerhed at kunne forklare forskellen,” siger Kasper Rosenstand.

Usikker fremtid

Hos Vejdirektoratet ved man endnu ikke, om den lavere trafik fortsætter efter sommerferien. Det kan påvirkes af mange faktorer, og selvom der er færre biler på vejene for tiden, risikerer du stadig at holde i kø i den kommende tid.

Som Newsbreak.dk tidligere har skrevet, så starter sommerferien for nogen allerede den 26. juni, og det betyder blandt andet, at man hos Vejdirektoratet eksempelvis forventer meget trafik fra hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde, lørdag den 27. november.

Mængden af trafik er derudover heller ikke så lav for tiden, at myldretid er fortid for tiden.

”Vi har fået myldretiden tilbage på de travleste vejstrækninger, og den vil også være der på den anden side af sommerferien” siger Kasper Rosenstand i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Således har vi siden starten af maj hyppigt været nødt til at åbne nødsporet på Hillerødmotorvejen i morgentimerne, hvilket er et tydeligt myldretidstegn. Og vi skal opleve et væsentligt større fald i trafikken, før pendlerne kan undgå trængslen på de største veje om morgenen og eftermiddagen.”

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu