ANNONCE

Her kan du også blive smittet med coronavirus

6. februar 2020 18:31 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sundhedsstyrelsen har ændret deres definitioner.

Coronavirus 2019-nCov udvikler sig stadig, og det betyder, at der er nye retningslinjer for sygdommen, danskere bør forholde sig til.

Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut har valgt at skærpe beredskabet i forsøget på at sikre, at så få som muligt bliver smittet med sygdommen i Danmark.

Statens Serum Institut skriver i en pressemeddelelse, at man i Danmark har den strategi, at man vil opdage eventuelt smittede i landet hurtigt og på den måde forhindre yderligere smittespredning.

Sundhedsstyrelsen skriver, at personer skal mistænkes for at være ramt af coronavirus 2019-nCov, hvis de inden for de seneste 14 dage, før de udviser symptomer på coronavirus, har haft ontakt med en person, der enten er mistænkt for, eller helt sikkert selv har, infektion med 2019-nCov.

Derudover skal man også have symptomer “på akut indsættende luftvejsinfektion med feber (≥38 grader), og hoste, eller ondt i halsen eller åndenød, eller har andre symptomer og kliniske fund, der kan give mistanke til 2019-nCoV infektion,” skriver Sundhedsstyrelsen.

Diagnosen vil herefter blive be- eller afkræftet af eksperter.

Område udvidet

Statens Serum Institut skriver, at man nu, i modsætning til før, regner hele fastlandskina som et risikoområde for sygdommen. Hvor man før kun havde reel grund til at tro, at du havde Coronavirus, hvis du havde været i kontakt med et menneske, der selv havde sygdommen, eller hvis du havde opholdt dig i Wuhan-området den seneste tid, så er der altså nu risiko for at blive ramt af sygdommen i hele fastlandskina.

Har du som rejsende været i fast på det seneste, og får du symptomer på enten feber, hoste, ondt i halsen eller åndenød indenfor 14 dage efter, at du ankom til landet, skal du søge læge telefonisk.

“Derudover skal 2019-nCoV også mistænkes hos personer, der kun har symptomer fra de øvre luftveje. Tidligere var det kun personer med tegn på alvorlig lungebetændelse,” skriver Statens Serum Institut.

Her skal du være opmærksom

Det betyder dog ikke, at man frygter, at sygdommen er tættere på Danmark nu end hidtil.

”Vi vurderer stadig, at sandsynligheden for, at vi i Danmark ser smittespredning fra person-til-person, er lille. Samtidig tyder meget på, at den ny coronavirus også kan give milde symptomer og, at den ikke er så farlig, som vi troede til at begynde med,” siger Tyra Grove Krause, afdelingschef på Statens Serum Institut i pressemeddelelsen.

Hun siger dog også, at sundhedspersonale i Danmark skal være mere opmærksomme nu end før på sygdommen hos deres patienter.

”I takt med at udbruddet breder sig i Kina, og man er blevet opmærksom på, at smittede personer også kan have ret milde symptomer til at begynde med, så er det vigtigt at sundhedspersoner er opmærksomme på rejsende fra hele Kina – også selvom de ikke er alvorligt syge,” siger Tyra Grove Krause i pressemeddelelsen.

Mener man, at du har coronavirus 2019-nCov, bliver du henvist til enten Hvidovre Hospital eller Skejby Sygehus. Der er fire timers svartid på, om man er ramt af sygdommen, og der er etableret døgnberedskab i Danmark til at tage sig af patienter.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu