Her laves Danmarks bedste bøfsandwich

14. januar 2020 12:54 | Af: Newsbreak.dk

De Brune Riddere har kåret Rasses Skovpølser i Skanderborg som vindere af konkurrencen 'Danmarks Bedste Bøfsandwich 2019.

Her laves Danmarks bedste bøfsandwich
Værsgo. Foto: TV2 Østjylland

Der er ingen i Danmark, der kan lave brun sovs og bøfsandwich som Rasses Skovpølser i Skanderborg.

Det er konklusionen fra De Brune Riddere, der netop har kåret ‘Danmarks Bedste Bøfsandwich 2019.

Artiklen fortsætter under videoen

Og det er både sovsen og bøfferne, der bliver fremhævet.

– Rasses har lavet et par cowboytricks. Og det er blandt andet deres bøffer, hvor de har to tynde i stedet for en stor, og dermed bliver der dobbelt op på stegeskorpe. Og så er der deres brune sovs, som er en bid af det brune himmerige, siger Lasse H. Görlitz, der er formand for De Brune Riddere, til TV2 Østjylland.

Vinder prisen igen

Det er anden gang, at Rasses Skovpølser vinder prisen. I 2017 vandt de samme konkurrence. Men de er lige så stolte denne gang.

– Vi er ud over lykkelige. Vi er ikke til at pille ned, siger Jesper Ladegaard Græm, der er ejer og forpagter af Rasses Skovpølser, til TV2 Østjylland.

Bøfsandwichen består af en smørstegt bolle, to tynde hakkebøffer, ketchup, remoulade, Johnnys grove sennep, bløde-, rå- og ristede løg, syltede rødbeder, agurkesalat og brun sauce. Alt er hjemmelavet med undtagelse af ketchuppen og senneppen.

Hos Rasses Skovpølser fintuner de hele tiden deres bøfsandwich, så den er den bedste udgave. Og ifølge De Brune Riddere er bøfsandwichen bedre i år end sidste gang.

– Der er ændret lidt på et par småting. Den største smagsforskel er sovsen. Før var den sødere, men nu har den mere kant og dybde, siger Lasse H. Görlitz.

Enorm efterspørgsel

Hos Rasses Skovpølser betød prisen i 2017, at de måtte bygge deres køkken om for at kunne følge med efterspørgslen, og de forbereder sig på lige så mange gæster denne gang.

– Vi havde en ide om, at et lyn ikke kunne slå ned to gange. Vi har det for vildt. Alting koger over inden i os. Vi ved, hvad vi går ind til. Fra i aften og de næste fire-fem måneder bliver det hardcore. Vi får rigtig, rigtig travlt, siger Jesper Ladegaard Græm.

De Brune Riddere har i 2019 ændret deres karakterskala, og derfor var der i år tættere løb mellem de tre bedste kandidater.

Sidste års vinder, Kohalen i Aarhus, kom på en tredjeplads, imens andenpladsen gik til Restaurant Vestre Baadelaug i Aalborg, der også vandt i 2013.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu