Her må du godt bruge mobil i bilen

15. februar 2020 06:17 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Der findes gråzoner i lovgivningen.

Fra september 2019 har det kostet et klip i kørekortet, hvis man bliver snuppet i at betjene en håndholdt mobiltelefon under kørsel.

Men der er faktisk et sted, du kan slippe godt afsted med at fumle med mobilen.

Artiklen fortsætter under videoen

I Australien har det nemlig vakt stor opstand, at bilister risikerer at miste deres kørekort, når de betaler med mobilen i en drive-in.

Herhjemme går du dog med al sandsynlighed fri, hvis du betaler dine drive-in burgere med Mobilepay.

Det fortæller leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, vicepolitiinspektør Erik Mather til Newsbreak.dk:

– Vi er langt inde i en gråzone, men på McDonalds og lignende steder vil man nok blive frifundet i både by- og landsret, hvis man skulle blive taget, siger han og understreger:

– Men der står ikke noget i færdselsloven om, at man er fritaget, siger Erik Mather.

Gråzonens nuancer

Som nævnt er det en gråzone.

For ifølge Erik Mather er det ikke fordi bilen er i stilstand, man kan slippe for et klip i kørekortet:

– For hvad så, hvis man holder for rødt og betjener telefonen? Der vil det sandsynligvis være ulovlig kørsel, siger Erik Mather til Newsbreak.dk.

Erik Mathers subjektive vurdering er, at det vil være tilladt at bruge telefonen i en drive-in, fordi det er at sidestille med brug på en parkeringsplads:

– Og der er reglerne knap så restriktive, siger han.

Nogle ting må du bare aldrig

Trods de mindre restriktive regler på parkeringspladser, er der dog stadig ting, du aldrig må gøre.

Det gælder eksempelvis spirituskørsel. Du må aldrig så meget som sætte dig i din bil, hvis du har drukket – heller ikke på en parkeringsplads.

En dom fra 1994 har tillige afgjort, at man heller ikke må skubbe bilen rundt på en parkeringsplads, hvis man har drukket.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu