ANNONCE
Dagens vejr byder på lidt af hvert, og meget afhænger af din bopæl.
Holder du til i Jylland, starter dagen med masser af sol, mens Bornholm søndag morgen står op til resterne af et frontsystem, der har budt på regnvejr.
– Generelt bliver det blandet over landet i dag, siger Marianne Patzer, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.
Mens Bornholm starter med regn og Jylland en del sol, hænger der lave skyer over Sjælland, med udsigt til pletvist solskin.
DMI oplyser derudover, at der er risiko for pletvist glatte veje flere steder i landet.
Som dagen skrider frem, vil det begynde at regne flere steder i Danmark, bare ikke over Bornholm, hvor man får klart vejr. Temperaturerne vil ligge mellem 5-8 graders varme.
Søndag aften forventer DMI, at der kommer et decideret regnvejr ind over landet fra nordøst, mens temperaturerne vil ligge mellem 2 og 4 graders varme, altså ingen nattefrost.
Regnvejret fortsætter mandag, men i løbet af dagen trækker det væk fra Danmark, og Jylland vil hurtigt opleve bedre vejr, mens der går noget længere tid på Bornholm, før det igen er tørt.
Der er udsigt til en flot dag mandag derudover, med temperaturer mellem 8 og 9 graders varme.
DMI forventer en del sol og generelt klart vejr, og det betyder, at man hos DMI natten til tirsdag forventer 2-4 graders frost. Med det stiger risikoen for glatte veje.
ANNONCE