Her spares der 152.000 timer

3. december 2019 19:56 | Af: Newsbreak.dk

Der har været flere fordele end forventet efter udvidelsen af Fynske Motorvej, viser beregninger fra Vejdirektoratet.

Fynske Motorvej har i mange år været belastet af tæt trafik, men siden det tredje spor mellem Middelfart og Nr. Aaby blev taget i brug i 2014, har det mindsket trængslen markant.

Det viser nye beregninger fra Vejdirektoratet.

Ifølge direktoratet er fynske bilister blevet sparet for 152.000 rejsetimer om året, efter det tredje spor på den 12 kilometer lange strækning stod færdig.

Det glæder transportminister Benny Engelbrecht (S).

– Det er rigtig meget, men jeg hæfter mig også ved, at det er endnu bedre end de forventninger, vi havde stillet i udsigt. Det vidner om, at det godt kan svare sig at investere på Fyn, når det handler om motorvejsudvidelser, siger han til TV 2/Fyn.

Skal huske konsekvenserne

Ministeren peger ligeledes på, at besparelserne i rejsetiden er så meget desto mere markante, hvis man også tager med, at mængden af trafik på Fynske Motorvej er steget med 25 procent på under ti år.

Men selvom Benny Engelbrecht kalder det en fornøjelse, at bilisterne sidder mindre i kø på Fyn, er der også nogle konsekvenser af en større motorvej.

Og de skal med i beregningerne, inden der kommer flere udvidelser på Fyn, lyder det.

– Vi skal også huske, at der kan være nogle konsekvenser af det – for eksempel sådan noget som støj. Det er der udfordringer med på dele af Fyn, og derfor bliver vi også nødt til i en kommende investeringsplan at kigge på, hvordan vi sikrer os, at der bliver sat tilstrækkeligt med midler af til, at vi også kan lave støjbekæmpelse, siger han.

Udvidelse syd om Odense

Netop nu er arbejdet med et tredje spor i gang på den 24 kilometer lange strækning fra Nr. Aaby til Odense V. Det forventes at være færdigt i 2020 og ifølge Vejdirektoratets beregninger spare bilisterne for yderligere 359.000 rejsetimer om året. Og dermed vil den samlede besparelse på strækningerne løbe op i over en halv million timer.

Inden folketingsvalget var strækningen mellem Odense V og Odense SØ ligeledes på tegnebrættet, og i sommer præsenterede VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti en finansieret plan for udvidelsen syd om Odense.

Men efter valget har der været usikkerhed om, hvornår den bliver en realitet. De nye beregninger har dog kun overbevist transportministeren om, at der er flere samfundsmæssige fordele.

– Jeg synes, det er helt relevant at kigge på motorvejsprojektet, men jeg har ikke sat en endelig tidsplan for en infrastrukturaftale. Det bliver et arbejde, vi sætter i gang til næste år, siger han.

Ministeren understreger, at det er vigtigt inden da at få regnet på, hvordan bekæmpelsen af de tilhørende støjgener skal finansieres.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu