ANNONCE

Alvorlig ulykke spærrer alt

1. december 2020 22:48 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Herningmotorvejen er spærret i begge retninger.

OPDATERING 22.48:

Den alvorlige ulykke på Herningmotorvejen skyldes med al sandsynlighed en spøgelsesbilist.

Det oplyser vagtchef Flemming Lau fra Østjyllands Politi til Newsbreak.dk:

– Klokken 22.01 får vi en anmeldelse om, at der kører en spøgelsesbilist i vestlig retning i østgående spor. Halvandet minut senere får vi anmeldelsen om et alvorligt færdselsuheld, siger Flemming Lau og fortsætter:

– Der er i hvert fald tre biler impliceret og hele motorvejen er spærret i begge retninger, fordi det ene køretøj er kommet over i modsatte retning.

Det er endnu for tidligt at sige noget om tilstanden på de tilskadekomne. Men det er alvorligt, slår Flemming Lau fast:

– Og vi er massivt til stede med politi, bilinspektør, brandvæsen og ambulancer, og vil formentlig være det længe endnu, siger han.

Motorvejen er spærret mellem Skovby og Harlev.

ORIGINALARTIKEL:

Der er tirsdag aften sket en meget alvorlig ulykke på Herningmotorvejen.

Ulykken er sket omkring Harlev vest for Aarhus, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Politiet oplyser, at flere biler er impliceret i ulykken. Der meldes om flere tilskadekomne.

Grundet ulykken er motorvejen spærret i begge retninger.

Ulykken blev anmeldt klokken 22.02.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu