Heste evakueret fra rideklub i flammer

16. maj 2018 10:42 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet er nu sat på sagen.

Tirsdag aften blev 26 brandmænd, anført af fem holdledere og tre indsatsledere, sat til at slukke en brand i en rideklub på Maltegårdsvej i Gentofte. Det skriver Beredskab Øst på Twitter.

På Facebook skriver Beredskab Øst, at beredskabet blev tilkaldt kort efter 23.00. Man valgte at angribe branden fra flere vinkler, og de mange brandfolk blev blandt andet sat til at sikre stalde og ridehaller.

“Slukningsarbejdet vanskeliggjordes af skjulte rum, snævre afgangsforhold og indskudte dæk,” skriver beredskabet på Facebook.

I forbindelse med branden blev flere heste evakueret, og det lykkedes brandfolkene at nedkæmpe branden tids nok til, at både stalde og ridehal blev reddet fra flammernes hærgen.

Det sidste af beredskabets køretøjer forlod stedet 03.00 tirsdag nat. Da var det en fordel, at rideklubben ligger kun 300 meter fra brandstationen i Gentofte.

Newsbreak.dk har onsdag talt med Nordsjællands Politi og fået oplyst, at man nu skal finde ud af, hvad årsagen til branden har været. Den er nemlig ukendt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu