ANNONCE

Hestesport lukker ned og herpes får skylden

13. marts 2021 14:41 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et udbrud af hesteherpes i Europa har ført til en aflysning af alle stævner frem til 11. april.

Det Internationale Rideforbund (FEI) besluttede fredag at forlænge nedlukningen af sporten frem til og med 11. april.

Et større udbrud af hesteherpes har fået tag i Europas stalde, og det har fået forbundet til at tage den drastiske beslutning.

– FEI har forlænget nedlukningen af internationale stævner på det europæiske fastland i yderligere to uger – frem til og med 11. april 2021, i et forsøg på at inddæmme spredningen af hesteherpes, skriver forbundet ifølge Reuters.

Kan koste hesteliv

Sygdommen (EHV-1)  kan ikke ramme mennesker, men det kan give heste både problemer med åndedræt og feber. I værste tilfælde rammer det også hjernen og kan koste hesten livet.

Den Danske Dyrlægeforening skriver, at alle heste med feber eller EHV-1 skal isoleres i forbindelse med et sygdomsudbrud.

Det er både syge heste og heste, der har været i nærkontakt med syge heste, der skal i karantæne, og al unødig transport af heste ind og ud af besætninger bør undgås, skriver Den Danske Dyrlægeforening.

Flere aflysninger

Den forlængede nedlukning betyder samtidig, at World Cup-finalestævnet i Göteborg er blevet aflyst, i øvrigt for andet år i træk.

Det skulle efter planen løbe af stablen fra 31. mart til 4. april, men den forlængede nedlukning har altså ført til aflysning.

– Det er hårdt for alle, og tabet af World Cup for andet år er særligt nedslående, især for de kvalificerede atleter, siger Sabrina Ibáñez, generalsekretær i FEI, i en pressemeddelelse.

Ifølge FEI rammer nedlukningen en række lande, der har haft stævner planlagt i den kommende tid. Det drejer sig om Østrig, Belgien, Spanien, Estland, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Polen, Portugal og Sverige.

FEI råder derudover alle europæiske lande, der ikke er øer, at de aflyser stævner og andre begivenheder i den kommende tid, og at de begrænser flytning af heste.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu