ANNONCE

Heunicke: -Aflys alt socialt

13. januar 2021 19:14 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

De nuværende restriktioner forlænges med tre uger

Heunicke: -Aflys alt socialt
Sundheds– og Ældreministeriet har indkaldt til pressemøde, hvor der vil blive gjort status på coronakrisen i Danmark. Her vil der også blive orienteret om forlængelse af restriktioner. Pressemødet vil blive afholdt klokken 19. Det skriver ministeriet på Twitter. Foto: Scanpix

På et pressemøde onsdag aften bekræfter sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at de allerede gældende restriktioner bliver forlænget med tre uger til 7. februar. Samtidig pålægges desuden kosmetiske klinikker at holde lukket.

Samtidig siger ministeren, at situationen er til, at vi allesammen hver især tager ansvar for situationen, der er kritisk på grund af den britiske coronavirus-mutation, B117, der er markant mere smitsom end allerede tilstedeværende varianter i Danmark.

I forsøget på at undgå spredningen af B117 siger Heunicke, at alle sociale aftaler, der kan, bør aflyses for at bremse smitten med coronavirus. Det gælder ikke aftaler hos for eksempel lægen, tilføjet ministeren.

– Vi har muligheden for at vinde kapløbet mod corona. Det bliver ikke alle lande i Europa, der kan det. Men Danmark har muligheden for at gøre det, siger Magnus Heunicke.

Hastig spredning

Der er til og med onsdag fundet 208 positive coronaprøver med den mere smitsomme britiske mutation kaldet B117. Det udelukkende ved stikprøver. For fire dage siden lød det samlede antal på 134 fundne prøver med B117.

– Varianten B117 breder sig i Danmark, siger Magnus Heunicke.

I den sidste uge af 2020 blev den britiske mutation fundet i 2,4 procent af de positive coronaprøver. Det tal er steget til 3,6 procent i den første uge af det nye år.

– Væksten er voldsomt bekymrende. For vi kommer til at se stærkt stigende smittetal senere på vinteren, siger Magnus Heunicke. Med det vil vi også se flere indlæggelser, og sygehusvæsenet er allerede spidsbelastet.

Kollaps

Fordi den er mere smitsom grundet et anderledes spike-protein, der fæstner sig i menneskets svælg, er den også potentielt samfundsødelæggende. Med en smitteprocent, der som nævnt anslås at være mindst 50 gange så høj som den variant, vi i forvejen ser i Danmark, vil den muterede variant sansynligvis indenfor kort tid helt udkonkurrere den oprindelige virus-variant.

Så det er heller ikke for sjov, at regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen tager situationen dybt alvorligt og har indført strenge restriktioner i landet.

Eksperter anslår ifølge DR, at det samlede daglige smittetal ifølge udregninger vil være 52.000 i midten af marts, hvis kontakttallet er 0,96 – hvad det umiddelbart er beregnet til netop nu. Derfor siger  professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen da også onsdag til Ritzau:

– Den store ubekendte faktor er den britiske variant. Vi skal endnu længere ned i smittetal for at holde den for døren, hvis det holder stik, at den er op til 50-70 procent mere smitsom, siger han. Det vigtigste våben er derfor stadig afstand og håndvask og -afspritning. Måske vigtigere end nogensinde. Især fordi der nærmest ikke kan indføres flere restriktioner, som skal dæmme op for smitten.

Alt tyder dog på, at den muterede virus ikke giver sværere sygdomsforløb, men antallet af indlagte vil givet stige betragtelig, hvis B117 for alvor bider sig fast i samfundet. Heri består det virkelige problem, for så kan der næppe herske tvivl om et sundhedsvæsens kollaps.

Fakta

Restriktioner gælder til 7. februar

Se her, hvilke restriktioner der gælder de næste uger:

* Forsamlingsforbud på fem personer.

* Afstandskrav på to meter. Det gælder både i dagligvarebutikker og i det offentlige rum.

* Myndighederne anbefaler, at befolkningen begrænser den fysiske kontakt mest muligt. De opfordrer til at aflyse alle aftaler, der kan aflyses, frem til 7. februar.

* Detailhandlen, storcentre og udvalgsvarebutikker er lukket uanset størrelse. Dagligvarebutikker og apoteker er undtaget.

* Liberale serviceerhverv som frisører og massører er lukket. Det samme gælder klinikker, der udfører kosmetiske behandlinger.

* Elever i folkeskolen og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser er sendt hjem og modtager fjernundervisning.

* Arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemme, hvor det er muligt.

* Alle indendørs idræts- og kulturanlæg er lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, fitnesscentre, teatre og biografer.

* Restauranter, barer, caféer og lignende skal holde lukket. De må gerne sælge takeaway.

* De gældende rejserestriktioner er forlænget til og med 7. februar. Danmark fraråder alle rejser til hele verden. Man kan kun komme ind i Danmark, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål. Samtidigt skal man kunne fremvise en negativ coronatest, der er maksimalt 24 timer gammel.

* Regeringen opfordrer alle, der fortsat går på arbejde, til at blive testet mindst en gang om ugen. Det gælder også, selv om man ikke har symptomer.

Kilde: Sundhedsministeriet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu