ANNONCE

Heunicke har gode og dårlige nyheder

8. januar 2021 11:12 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Sundhedsministeren glæder sig over, at de sidste plejehjemsbeboere fredag får tilbudt coronavaccine.

Heunicke har gode og dårlige nyheder
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kommer med coronanyt. Arkivfoto: Scanpix

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser fredag, at det er lykkedes Danmark at få styr på smittekurverne for coronavirus. Samtidig minder han danskerne om, at det er vigtigt fortsat at efterleve restriktionerne. Han henviser blandt andet til afstandskravet, som fredag bliver udvidet fra en meter til to meter.

Der er dog også dårligt nyt, fremgår det af opdateringen på Facebook.

– Tiltagene virker, og vi kan se, at vi har tøjlet smittekurverne. Derfor er det helt afgørende, at vi alle holder fast nu. Meget vigtigt: Ingen må tolke, at smitten går ned, som et signal om, at vi skal slippe grebet og bløde op på vores efterlevelse af restriktioner og anbefalinger. Vi må og skal længere ned i smittetal og antal indlagte, skriver Magnus Heunicke på Facebook.

Tal fra Statens Serum Institut viste torsdag, at yderligere 1842 personer var blevet konstateret smittet med coronavirus det foregående døgn. De positive prøver blev fundet blandt 104.615 test. Det svarer til, at 1,76 procent af prøverne var positive. Det var dermed den laveste positivprocent siden 28. november sidste år. Her var 1,63 procent af testene positive.

Fakta

Her er resultaterne af torsdagens lyntest

Regionerne og regeringen indgik i december aftaler med fire private leverandører af lyntest.

Samlet skal der kunne foretages 100.000 af de hurtige test om dagen. Her er en oversigt over testresultaterne fra torsdag 7. januars lyntest:

* Samlet: 17.857.

Positive: 213.

Positivprocent: 1,19.

* Falck:

Test: 11.220.

Positive: 132.

Positivprocent: 1,18.

Geografi: Testcentre 49 steder i landet.

Testtype: Antigentest fra Biosensor og Abbott.

* SOS International:

Test: 2408.

Positive: 29.

Positivprocent: 1,20.

Geografi: Syv testcentre i Københavnsområdet, Aalborg, Esbjerg og Aarhus i samarbejde med virksomheden Medicals Nordic.

Testtype: Antigentest fra BioSynex, SD Biosensor og Abbott.

* Copenhagen Medical:

Test: 2888.

Positive: 37.

Positivprocent: 1,28.

Geografi: To testcentre i København.

Testtype: Antigentest fra Biosensor.

* Carelink:

Test: 1341.

Positive: 15.

Positivprocent: 1,12.

Geografi: Fem testcentre i Aarhus, Vejle, Svendborg, Randers og Nyborg.

Testtype: Antigentest fra BioSynex.

Kilder: Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

Hvis man regner andelen af positive svar i forhold til det samlede antal af test, giver det en positivprocent på 1,19.

Vaccineplan breder sig

Fredag får de sidste plejehjemsbeboere i Danmark tilbudt første dosis af vaccinen mod coronavirus.

– Vi kan se, at vi har en rekordhøj deltagelsesprocent, tak til de ældre og medarbejderne for at gå foran og vise os alle vejen ud af pandemien, skriver Magnus Heunicke.

Fredag oplyser EU-kommisionen, at der er blevet indgået aftale om indkøb af yderligere 300 millioner vacciner hos Pfizer/BioNtech, der var den første godkendte coronavirus-vaccine i Danmark. Desuden er vaccinen fra Moderna også blevet godkendt til markedsføring i EU – og dermed Danmark.

Mutation breder sig

Heunicke advarer samtidig om, at den britiske muterede virus, kaldet B117, fortsat breder sig.

Den er mere smitsom end de andre varianter af coronavirus, som hidtil har floreret i Danmark.

– Derfor vil den på et tidspunkt i løbet af februar blive den dominerende virus i den danske epidemi, og vores opgave er kort og godt, at den skal have så lidt kraft som muligt i sig, når den tager over.

– Derfor har vi nu i de her hårde januaruger et vindue til at få de smittetal banket ned, skriver Magnus Heunicke.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu