ANNONCE

Historien om prins Henrik har ændret sig

2. januar 2021 10:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Blandt et utal af samtaler med prins Henrik, er der særligt nogle, som Stéphanie Surrugue husker bedst.

Historien om prins Henrik har ændret sig
Dokumentaren "Dronningens mand" sendes den 3. januar på DR1. Foto: Ritzau Scanpix.

Den dansk-franske journalist Stéphanie Surrugue har haft flere samtaler end de flest med den nu afdøde prins Henrik.

Særligt i forbindelse med biografien “Enegænger”, som hun begyndte på i 2008.

Artiklen fortsætter under videoen

– Da jeg skrev bogen, havde jeg aldrig interviewet de kongelige før eller været på et slot. Så alt, hvad der skete det første år, var noget særligt og betydningsfuldt. Det var en vild omgang, fortæller hun.

Hver gang de talte sammen, blev det båndet til en række lydoptagelser, som for første gang rammer offentlighedens lys, når DR den tredje januar 2021 viser den nye dokumentar “Dronningens mand”. Det sker godt tre år efter prinsens død den 13. februar 2018.

Der er sket meget

Siden arbejdet med bogen sluttede for ti år siden, er der sket meget med fortællingen om prins Henrik. Og det er det, man ifølge Stéphanie Surrugue og instruktør Ole Juncker er gået videre med i dokumentaren.

Blandt de mange samtaler, som Stéphanie Surrugue havde med prins Henrik, er der særligt et par af dem, som hun husker tydeligt.

– Vi har været igennem mange svære emner, men jeg blev ret rørt, da vi talte om døden. Han fortalte, at han var fuldstændig ubange for den, men tænkte på den hver dag, fortæller Stéphanie Surrugue og tilføjer, at hun synes, det var ret modigt, da han fortalte, at han ikke var religiøs i klassisk forstand.

– Dronning Margrethe er folkekirkens overhoved i Danmark, og prins Henrik var dybest set ikke kristen, siger hun i et stemmeleje, der skal tydeliggøre: “Hvor vildt er det ikke lige?!”.

Højt til loftet

I stedet bekendte han sig til en kinesisk moralære kaldet konfucianismen.

– Det kom bag på mig, for så er der altså også højt til loftet på Amalienborg, når folkekirkens overhoved gifter sig med en mand, der faktisk ikke tror på samme gud som hende selv, siger Stéphanie Surrugue

Ifølge hende er der formentlig flere karaktertræk, som mange ikke kendte til, fordi folk mødte ham som prins og ikke menneske, når han var ude.

– Han var enorm varm og selvironisk, hvilket er et karaktertræk, jeg selv godt kan lide. Usnobbet og meget nysgerrig, siger hun og fortsætter:

– Jeg tror, han var blevet en god journalist, hvis ikke han havde været prins, fordi han var meget optaget af verden rundt om sig.

Kunne ikke forstå det

Når instruktør Ole Juncker lægger materialet fra det danske og franske arkiv op i kronologisk rækkefølge, er det tydeligt, at det allerede var i midten af 70’erne, at prins Henrik havde svært ved at finde sin rolle både i Danmark og som menneske.

Han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke skulle være ligestillet med sin kone.

Derudover var han utilfreds med at være en post på dronningens udgiftsbudget, hvilket betød, at han skulle spørge om penge til for eksempel en pakke cigaretter.

Prinsen vidste godt, at den debat var kontroversiel, men han forstod ikke, hvorfor den skulle være det, fortæller Stéphanie Surrugue.

Har ændret sig

Verden er blevet både større og mindre, siden prins Henrik kom til Danmark i 1967, og alene inden for de seneste ti år har ligestillingsdebatten udviklet sig.

– Hvis prins Henrik var ankommet til det danske monarki nu, så tror jeg hurtigt, at han ville blive en kultfigur, fordi folk synes, han er sjov, siger Stephanie Surrugue.

– Men han fik et ry som en arrogant franskmand, der var ligeglad med at forstå de danske værdier.

Prins Henrik gik ikke ind for fortrydelse, men hvis der var noget, han alligevel fortrød, så var det, at han ikke hurtigere lærte at tale bedre dansk.

Ifølge Stéphanie Surrugue havde han med årene forstået, at det nok var det, der havde skadet hans image i danskernes øjne.

Men hun tror, at det danske kongehus har lært af netop dét kultursammenstød, som prins Henrik blev en del af i Danmark.

– Se bare, hvordan nytilkomne udlændinge i den danske kongefamilie (grevinde Alexandra født i Hong Kong, kronprinsesse Mary født i Australien og prinsesse Marie, også født i Frankrig, red.) har lært at tale dansk i ekspresfart.

The Crown har ændret danskernes syn

I 2016 blev vi introduceret til den amerikansk-britiske fiktionsserie “The Crown”, der er en biografisk historie over dronning Elizabeths regeringstid.

Ifølge Stéphanie Surrugue har den i nogen grad været med til at ændre danskernes syn på prins Henrik.

Her møder man den unge prins Phillip, der er nygift med den britiske monark, og ligesom prins Henrik havde svært ved at finde sin rolle som mand og menneske.

Netop dette satte prins Henrik også selv ord på, da han til Stephanie Surrugue fortalte, hvordan de to prinser som mænd til regerende dronninger i Europa udgjorde en lille klub, der i virkeligheden burde samle sig om en fagforening.

– Jeg tror, at tiden arbejder for og med prins Henriks budskab, han når bare ikke selv at overvære det.

– Men mon ikke han har en fornemmelse af det, afslutter Stephanie Surrugue.

Dokumentaren “Dronningens mand” sendes den 3. januar på DR1.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu