ANNONCE

Hjemmebanehåb slået ud

17. februar 2021 06:00 | Af: Ritzau Fokus

Karolina Muchova slår Ashleigh Barty og slukker australsk håb om den første triumf hos kvinderne siden 1978

Hjemmebanehåb slået ud
Karolina Muchova (foto) får amerikansk modstand i semifinalen, efter at hun overraskende sendte Australiens Ashleigh Barty ud i kvartfinalen onsdag. Foto: William West/AFP

Hjemmebanehåbet ved Australian Open, den topseedede Ashleigh Barty, er færdig i dette års turnering.

Barty, der er nummer et på verdensranglisten, mødte onsdag den 25.-seedede tjekke Karolina Muchova i kvartfinalen.

Australieren vandt første sæt i overlegen stil med 6-1 og så ud til at have direkte kurs mod semifinalen.

Men efter en medical timeout vendte Muchova tilbage på banen som forvandlet og sikrede sig andet sæt med 6-3. Det afgørende tredje sæt vandt Muchova 6-2.

– Jeg begyndte at føle mig en smule fortabt mod slutningen af første sæt. Hun spillede stort set fejlfrit, siger Muchova efter kampen.

Pausen før andet sæt i kraft af en timeout ændrede på tingene. Muchova justerede sit spil, og Barty mistede sit momentum.

– Det hjalp mig. Jeg forsøgte at komme tilbage i kampen, spillede lidt hurtigere, så duellerne ikke blev så lange som i første sæt, og det fungerede fint, siger den 24-årige Muchova.

Slukker håbet

Med sejren slukker Muchova Australiens håb om igen at kunne hylde en af sine egne spillere, som vinder af grand slam-turneringen. Senest en australsk kvinde vandt singlerækken i Australian Open var for 43 år siden i 1978.

I semifinalen får Muchova en amerikansk modstander i form af Jennifer Brady, der i onsdagens anden kvartfinale besejrede landsmanden Jessica Pegula 4-6, 6-2 og 6-1. Brady er seedet som nummer 22.

Den anden semifinale står mellem Naomi Osaka, der er seedet treer, og den 10.-seedede Serena Williams.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu