HKH prins Christian fylder år

15. oktober 2019 08:24 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Hans Kongelige Højhed prins Christian kan tirsdag fejre sin 14 års fødselsdag.

Hans Kongelige Højhed prins Christian kom til verden den 15. oktober 2005. Han kan således tirsdag fejre 14 års fødselsdag. Prinsen er det ældste af kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys børn og dermed nummer to i den danske tronarvefølge. Det betyder, at han bliver kronprins den dag, hans far bliver konge.

Prinsens fulde navn er Christian Valdemar Henri John, prins til Danmark, greve af Monpezat, og han er således opkaldt efter både sin farfar og morfar. Han er storebror til 12-årige prinsesse Isabella samt de 8-årige tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine.

Køres i stilling

Allerede nu er Kongehuset så småt begyndt at køre den unge prins i stilling til et liv med royale forpligtelser. Der skal især tages diplomatiske hensyn – blandt andet til det norske broderfolk.  Derfor var han også blandt gæsterne, sammen med sine forældre, da den norske prinsesse Ingrid Alexandra for nylig blev konfirmeret.

Christians far kronprins Frederik er fadder for den norske prinsesse, der er kronprins Haakons ældste barn, og dermed den første i tronarvefølgen efter sin far. Hun vil således en dag blive dronning af Norge – lige som prins Christian bliver konge af Danmark.

Prins Christian går til daglig i 8. klasse på Tranegårdskolen i Hellerup, hvor også hans tre yngre søskende går. I hvert fald indtil starten af 2020, hvor de fire søskende starter på et 12 uger langt skoleophold på den internationale skole, Lemania-Verbier, i Schweiz.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu