Hobro haler ind efter påskebrag

22. april 2019 13:57 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Hobro slår Vendsyssel 3-2 i Superligaen.

I mandagens tidlige Superligakamp har Hobro på hjemmebane slået Vendsyssel 3-2.

Hobro kom foran 3-0 i første halvleg, men det lykkedes Vendsyssel at hale godt ind.

Efter fem minutter var sierraleonske Alhaji Kamara dog ved at bringe gæsterne foran, men midtstopper Yaw Amankwah fangede Vendsyssel-angriberens hovedstød på mållinjen.

Trods en god start for Vendsyssel bed Hobro sig fast i kampen. Det kulminerede, da Edgar Babayan i det 33. minut gjorde det til 1-0.

Kantspilleren Emmanuel Sabbi fandt dansk-armeneren i feltet, hvorfra Babayan afsluttede højt og hårdt bag Nicolai Flø i mål.

Fem minutter senere blev det til 2-0, da Babayans indlæg blev clearet af Daniel Christensen i Vendsyssel-forsvaret. Bolden opsnappede midtbanekreatøren Vito Hammershøy-Mistrati og scorede på et lavt langskud.

Kort efter pausen blev Pål Alexander Kirkevold tildelt et frispark med få meter til feltet, og den norske angriber sparkede selv bolden direkte i mål til 3-0.

Med 20 minutter igen dukkede midtstopperen Dylan McGowan så op i feltet oven på et hjørnespark til Vendsyssel. Her udnyttede australieren en masse klumpspil og reducerede.

Kort efter fulgte finske Benjamin Källman op, da angriberen fik hovedet på til endnu en reducering efter et frispark til Vendsyssel.

Dermed blev resultatet 3-2 i Hobro.

Med sejren har himmerlændingene to point op til Vendsyssel på tredjepladsen i nedrykningspuljen. Førstnævnte skal møde AaB i puljens sidste kamp, mens vendelboerne tager imod Randers.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu