ANNONCE

Høj ledighed: Så længe vil det kunne mærkes

19. april 2020 07:11 | Af: Newsbreak.dk

Tre ud af fire medlemmer af 3F tror, at arbejdsløsheden om et halvt år stadig vil være højere end før krisen. Eksperter bakker op: - Der vil gå noget tid, før krisen er ovre.

Høj ledighed: Så længe vil det kunne mærkes
Køen til jobcentrene ventes blot at blive længere i de kommende måneder. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix)

(Citathistorie fra Fagbladet 3F)

Tre ud af fire medlemmer af fagforeningen 3F er pænt pessimistiske, når det angår spørgsmålet om, hvordan arbejdsløsheden vil udvikle sig på grund af Corona-krisen.

De mener nemlig, at Corona-krisen vil kunne mærkes i ledigheden også om et halvt år.

Det viser en spritny rundspørge, som analyseinstituttet Analyse Danmark har lavet for Fagbladet 3F. Godt 1.000 har deltaget.

Tre ud af fire svarer enten, at ledigheden om et halvt år vil være højere end nu, eller højere end før krisen – men dog lavere end nu. Eller ligesom nu.

Svært at spå om

Professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Flemming Larsen påpeger, at økonomien før krisen var grundlæggende mere sund, end den var før finanskrisen, hvor blandt andet huspriserne var kunstigt pustet op.

– Der er ikke de samme strukturelle sygdomstegn eller ubalancer i dag. Samtidig lærte vi fra dengang, at man skulle gribe hurtigt ind. Men alligevel er det svært at spå om, hvad der vil ske, når samfundet åbner igen, siger Flemming Larsen.

Tror på stigning i et par måneder endnu

3F’s cheføkonom Frederik I. Pedersen ville selv svare det samme som flertallet af 3F’s medlemmer; nemlig at ledigheden nok vil være højere end før krisen, men lavere end i dag.

– Det er efterhånden ret klart, at genåbningen kommer til at taget noget tid. Og selv om butikker og restauranter åbner igen, vil det tage tid, før det kommer op i gear. Nogle virksomheder har jo helt mistet deres omsætning. Vi vil ikke uden videre være tilbage som før krisen, mener han.

Frederik I. Pedersen forventer, at ledigheden vil stige et par måneder endnu, og derefter begynde at falde.

– Som timelønnede står 3F’s medlemmer i første række, når der deles fyringer ud. Mange kan afskediges med få dages varsel. Vi mangler endnu at se hele funktionærområdet, hvor opsigelsesperioderne er fra en måned og op. Men der er mange jokere. Hvis der begynder at komme lidt gang i økonomien, kan tingene igen se anderledes ud, siger han.

3F-medlemmernes svar ligger i øvrigt på linje med Finansministeriets scenarier for en genoplukning af samfundet. Ministeriet venter, at ledigheden vil lande på et sted mellem 130.000 og 147.000 ledige, afhængig af om vi får en hurtig eller en begrænset genopretning af økonomien. Sidste års tal var på 104.000.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu