ANNONCE

Højeste smittetal i ugevis

17. oktober 2020 14:30 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Mens antallet af indlæggelser forbliver stabilt, er der i alt 500 nye smittetilfælde i det seneste døgn.

Højeste smittetal i ugevis
For første gang siden 2. oktober er der konstateret 500 smittede. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Der er i det seneste døgn registreret 500 nye tilfælde af coronavirus i Danmark. To personer er døde, og i alt 110 er indlagt, oplyser Statens Serum Institut lørdag.

Antallet af nye smittede er det højeste i cirka to uger. Sidst, der var 500 eller flere, var den 2. oktober, hvor der var 536 nye smittede.

Der er ikke flere indlagte, end der var fredag. Antallet af indlagte, der er forbundet til en respirator, falder fra 11 til 10. Ud over dem i respirator er 6 personer indlagt på intensivafdeling.

Antallet af nye smittede er baseret på 37.518 prøver. Andelen af folk, der testede positive var cirka 1,3 procent.

Efter det seneste døgns to dødsfald er nu i alt 679 døde med covid-19, siden pandemien ramte landet. Der er i alt blevet konstateret 34.941 tilfælde af smitte i Danmark, hvor der nu testes langt flere end i begyndelsen.

De alvorligt syge

Der er fortsat langt flest unge mennesker, der i øjeblikket bliver testet positiv for coronavirus. Det står i skarp kontrast til foråret, hvor især de 40 til 59-årige blev smittet. De seneste syv dage er 982 unge mellem 10 og 29 bekræftet smittet med Covid-19.

For de 40 til 59-årige er tallet 836. De, der generelt set bliver mest syge ved infektion, er dog stadig de ældste. De både dør og bliver indlagt i markant højere grad end de midaldrende og de unge. Det skyldes ifølge eksperter et generelt svagere helbred og ofte såkaldt komorbiditet.

Det dækker over underliggende kroniske sygdomme. Omkring 83 af alle danske dødsfald kan forbindes til komorbiditet. Det yngste coronarelaterede dødsfald, der er registreret i Danmark, findes hos en mand i alderen 30 til 39. Han har ifølge SSI ikke haft underliggende sygdom.

Det seneste døgn er ingen danskere døde indenfor 30 dage efter, de har fået et positivt coronavirus-testsvar.

Unge indlægges

På hospitalerne er de også begyndt at se flere indlæggelser blandt unge. I USA blev en 25-årig mand endda bekræftet smittet for anden gang, og hvor han var sluppet symptomfri første gang, blev han alvorligt syg anden gang.

Hos epidemiolog og afdelingslæge Christian Wejse fra Aarhus Universitetshospital ser man generelt flere yngre coronapatienter, fortalte han for få dage siden til Ritzau.

– Den gennemsnitlige indlæggelsestid er nu væsentligt kortere. Det tager vi som udtryk for, at vi har flere, der er yngre og i øvrigt ikke fejler en hel masse ud over Covid-19, sagde han.

Hver tirsdag opdaterer og offentliggør SSI mere dybdegående datasæt med nøgletal om udviklingen af Covid-19 i Danmark. Af de seneste tal fremgår det, at 399 danskere under 40 år på et tidspunkt har været indlagt med Covid-19-komplikationer. Tallet er givetvis højere i dag.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu