ANNONCE

Skal for Højesteret

16. december 2020 20:59 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Loyal To Familia har fået tilladelse til at anke landsrettens dom om opløsning af banden til Højesteret.

Skal for Højesteret
Loyal To Famila har været involveret i en stribe skudepisoder med mange dræbte og sårede. Banden har været forbudt siden september 2018, men får stadig nye medlemmer.(Arkivfoto). Foto: Scanpix Danmark Stf/Scanpix

Landets øverste domstol skal nu tage stilling til, om banden Loyal To Familia (LTF) er en forening, der virker ved vold, og derfor skal opløses.

Procesbevillingsnævnet har nemlig givet tilladelse til, at Østre Landsrets dom om opløsning kan ankes til Højesteret.

Det oplyser bandens forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen.

Københavns Politi nedlagde et foreløbigt forbud mod banden i september 2018 efter et stort antal voldelige episoder med skud i det offentlige rum.

I januar i år godkendte byretten indgrebet, og den 20. november stadfæstede Østre Landsret afgørelsen.

Men det var ikke en let beslutning, slog retsformanden, landsdommer Finn Morten Andersen, fast ved domsafsigelsen.

– Det er særdeles væsentligt for vores samfund, at man har den frihedsrettighed, sagde han om retten til at danne foreninger.

Præventivt forbud

Ifølge grundloven kan en forening, der virker ved vold, dog opløses ved dom.

Under sagen afviste Michael Juul Eriksen, at LTF er en forening i grundlovens forstand. Det er blot en venneklub eller et broderskab, hvor det handler om at være sammen.

Men dommere og domsmænd i landsretten havde en anden vurdering.

Forbuddet skal virke præventivt. Det er nødvendigt for at imødegå den omfattende voldskriminalitet, som i meget vidt omfang er relateret til foreningen, konstaterede retten.

Flere sårede og dræbte

Under sagen optalte de to anklagere, Lasse Biehl og Emil Folker, 63 skudepisoder i det offentlige rum, som banden har taget del i.

Resultatet var 17 sårede og fem dræbte.

Afgørelsen i Østre Landsret var en fortolkning af bestemmelser i grundloven og åbner for, at også andre grupper, der virker ved vold, kan opløses.

Der var altså tale om en principiel afgørelse, og derfor var det også ventet, at LTF ville få tilladelse til at få sagen til tops i retssystemet.

Det vides endnu ikke, hvornår Højesteret behandler sagen.

Fakta

Hvem er Loyal To Familia?

Her kan du læse mere om banden:

  • Loyal to Familia (LTF) blev stiftet i 2012 i København som en udløber af den tidligere Blågårds Plads-banden.
  • Loyal To Familia spillede en stor rolle i bandekonflikten i København, der resulterede i adskillige skudepisoder forskellige steder i hovedstadsområdet.
  • Banden består primært af indvandrere, men også af etniske danskere. Den har afdelinger flere steder i landet.
  • Adskillige LTF-medlemmer afsoner i disse år fængselsstraffe eller sidder varetægtsfængslet for personfarlig kriminalitet.

Kilder: Ritzau, politiet og Fængselsforbundet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu