Højesteret takserer skolebrand til 250.000 kroner

10. september 2019 14:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

I 2012 hærgede en brand Brøndbyvester Skole - nu har højesteret besluttet at en dengang 14-årig dreng skal betale 250.000 kroner for at have sat ild til en container.

Del:

Da en brand i juli 2012 hærgede Brøndbyvester Skole på den københavnske vestegn, kom det efterfølgende til at koste Gjensidige Forsikring cirka 7,4 millioner kroner – penge som forsikringsselskabet har betalt for skader på skolen bygning og inventar.

En del af den regning har Højesteret netop sendt videre til en dengang 14-årig dreng, der ifølge Højesterets ni dommere tændte ild i en container – en ild, der efterfølgende bredte sig til skolen.

Se flere videoer på Local Eyes

Den nu 21-årige unge mand slipper imidlertid med at skulle betale 250.000 kroner i erstatning ud af de 7,4 millioner kroner, som forsikringsselskabet har betalt.

Det sker af hensyn til, at han kun var 14 år, da branden blev antændt og for at han “realistisk kan indpasse gælden i en rimelig livsførelse og herunder afvikle den inden for en overskuelig årrække med den indtægt, han må forventes at få efter endt uddannelse“, som Højesteret skriver i baggrunden for dommen.

Havde krævet en million

Gjensidige Forsikring havde i forvejen erklæret sig enig i, at erstatningspligten kunne lempes til en million kroner som Landsretten tidligere har besluttet.

Men i Højesteret delte de ni dommere sig i en fem mod fire-afgørelse, hvor flertallets altså gik ind for en noget lavere erstatningspligt.

Yderligere én person – der ligesom den 14-årige dreng også var mindreårig, da branden rasede – fik i Højesteret vurderet sit ansvar.

Her fandt højesteret dog ikke hans handlinger i forbindelse med branden var ansvarspådragende.

For selvom han var på stedet, da ilden blev påsat, så mener Højesteret ikke, at ildspåsættelsen på forhånd var aftalt mellem de to drenge.

Højesteret finder, at han ikke alene ved sin tilstedeværelse i skolegården har fået en sådan tilknytning til ildspåsættelsen, at han ved at forholde sig passiv kan anses for at have medvirket til denne“, står der i domsafsigelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu