ANNONCE

Højgravid køler af i badebassin: -Jeg lider i hedebølgen

1. august 2018 17:57 | Af: Newsbreak.dk

Højgravide kæmper mere med sommervarmen end andre. Men det er ikke farligt, siger jordemoder.

Højgravid køler af i badebassin: -Jeg lider i hedebølgen
Rikke Dieu fra Gislinge bruger størstedelen af de varme sommerdage på at ligge i badebassinet ude i haven. Her kan hun lege med sin to-årige søn samtidig med at hun bliver kølet ned. Foto: Louise Wimmer Elmhoff, DR Sjælland.

Når solen står højest på den blå sommerhimmel, sidder Rikke Dieu fra Gislinge nær Holbæk i et badebassin under blommetræet i sin have.

At sidde og plaske lidt rundt i badebassinet er den eneste måde, den højgravide kvinde kan komme igennem de stegende hede dage, som har præget sommeren indtil nu.

– Det er simpelthen den hurtigste måde, jeg kan blive kølet ned, så jeg kan komme igennem dagene lige nu, siger Rikke Dieu til DR Sjælland.

Med kun en uge til termin slæber hun nu rundt på 12 kilo ekstra kropsvægt, og de varme dage og nætter gør det svært at finde ro i kroppen.

– Jeg lider i hedebølgen, må jeg nok indrømme. Det er svært at holde sig sval, når man render rundt med sådan en tung mave, siger hun.

Der er også gravide i varmere lande

Der er ingen tvivl om, at kroppen er på overarbejde, når man er gravid. Men det er ikke noget, som er farligt for babyen, hvis man bare tager sine forholdregler.

– Der er jo gravide kvinder rundt om i verden, hvor der er varmere end i danmark lige nu. Og det er altså noget, kroppen godt kan håndtere, siger Bodil Korsgaard, jordemoder og formand for Jordemoderforeningens Sjællandskreds.

Hun forklarer, at kroppen nok selv skal regulere temperaturen. Og hvis det ikke er nok, så får man instinktivt lyst til at drikke et koldt glas vand eller til at køle sig ned.

Derfor kalder hun også Rikke Dieus badebassin for en god løsning på problemet.

– Man skal bare huske at mærke efter de signaler, kroppen sender til én. Det gælder alting, når man er gravid, også nu her i varmen, siger jordemoderen.

Kilde: DR Sjælland

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu