ANNONCE

Højgravide Simone lagt ned af corona

3. november 2020 08:59 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

30-årige Simone Sloth er højgravid. I september blev hun hårdt ramt af Covid-19. Nu har hun et budskab ud fra egen historie.

I september blev graviditetsspænding og -lykke afløst af frygt, gråd og bekymring for 30-årige Simone Sloth fra Grenaa. Hun blev smittet med coronavirus, og på nærmest ingen tid gik det fra ondt til værre. Simone har nu et budskab, hun gerne vil ud med. Der er noget, der bliver glemt, mener hun.

Det er nemlig ikke kun hende, der har været hårdt ramt af en eksplosiv sygdom, hvis virus bliver spredt i noget nær rekordfart i ikke bare Danmark, men over det meste af verden. “Det er min familie, der fortjener guldmedaljen”, som hun siger til Newsbreak.dk.

Ude igen på den anden side af indlæggelse, daglige prøvetagninger, iltmaske og 40 i feber kan den 30-årige pædagog reflektere over, hvordan hun synes, man bør tænke sig rigtig godt om som dansker i en pandemi.

Ses om halvanden time

Den 26. september bliver Simone Sloth så skidt, at hun skal til kontrol på Regionshospitalet i Randers. Hun siger farvel til mand Lasse og søn Sebastian med ordene “mor kommer igen lige om lidt”. Det gør hun ikke.

– Halvanden time senere må jeg ringe og sige, jeg skal indlægges med det samme, fortæller Simone til Newsbreak.dk. Hun er blevet smittet med coronavirus og har udviklet sygdommen Covid-19. Fordi hun er gravid, er hun i særlig risikogruppe.

Sygdommen raser i kroppen, og den 30-årige pædagog bliver meget syg. Ifølge Statens Serum Instituts (SSI) opgørelser er en andel af de indlagte i Danmark såkaldte korte indlæggelser. Simones er ikke en af dem.

– I en uge har jeg 40 i feber, og vælter ind og ud af febervildelse. Jeg ligger bare med våde klude og i så lidt tøj som overhovedet muligt. Jeg begynder at miste appetitten, og vejrtrækningen bliver dårligere. Til sidst kunne jeg ikke gå på toilettet, fordi det var så anstrengende, at jeg ikke kunne andet end at ligge og ryste bagefter, fortæller hun.

“Der skal ske noget nu”

Derhjemme er Lasse og Sebastian alene. Førstnævnte er bekymret og sover ikke. Sidstnævnte er fire år gammel og forstår ikke, hvad der sker. Han reagerer med gråd og skrig. Samtidig holder lægerne hjemmefronten opdateret på Simones situation. Hun er ikke selv helt i stand til at registrere, hvad der sker.

Af samme grund er det også Lasse, der for alvor bliver bekymret, da lægerne giver udtryk for, at der ikke er tegn på nogen form for bedring, mens Simone er indlagt på hospitalet i Randers. “Der skal ske noget nu”, lyder meldingen.

Hun bliver overflyttet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor lægerne heller ikke noterer sig en forbedring. Tre timer efter ankomst bliver Simone sat i behandling med midlet Remdesivir, der for nuværende er det bedste bud på en egentlig medicin i bekæmpelsen af Covid-19.

Fakta

Remdesivir

* Remdesivir er et såkaldt bredspektret antiviralt lægemiddel. Det er udviklet af medicinalfirmaet Gilead Sciences i 2009.

* Remdesivir blev oprindeligt udviklet til at behandle hepatitis og som muligt middel mod ebola.

* Det er endnu ikke godkendt, men Det Europæiske Lægemiddelagentur er tæt på en godkendelse, efter studier har påvist en effekt mod coronavirus. I USA er der udstedt en tilladelse til nødbehandling, så det kun kan bruges i akutte tilfælde.

* Under coronapandemien har et globalt studie været i gang, hvor flere end 22 lande deltager, heriblandt Danmark. Det forventes afsluttet i løbet af sommeren.

* I Danmark har Lægemiddelstyrelsen givet tilladelse til, at man kan ansøge om brug af lægemidlet. Det har mindst ti danske hospitaler gjort.

* Allerede i april indikerede studier, at midlet havde en effekt mod coronavirus.

* Det er endnu uklart, hvad de konkrete bivirkninger er ved brug af Remdesivir. Men i andre patientgrupper har man set, at der kan være en skadelig effekt på lever og nyre.

Kilder: Gilead Sciences, Rigshospitalet, New England Journal of Medicine, Lægemiddelstyrelsen.

– Jeg var ikke særlig opmærksom på, hvad der foregik omkring mig. Jeg lå faktisk bare og svandt ind, fordi jeg ikke spiste og ikke kom på toilettet. Det er forfærdeligt. Du ligger bare. Du er bare. Ikke andet, beskriver hun.

Hver eneste dag på hospitalet i Skejby lidt nord for Aarhus blev der taget utallige blodprøver fra Simone, og lægerne skulle fire gange dagligt i fem dage lægge et drop med Remdesivir, der tog en halv time om at løbe ind i kroppen.

Guldmedaljen

Til trods for at det var Simone, der var indlagt og så syg, at det nogle dage føltes som om, hun aldrig ville komme ud på den anden side, så er hun ikke et sekund i tvivl om, hvem der har haft det værst. Familien derhjemme.

– Min mand sov slet ikke i de dage, og min søn skreg i baggrunden, da jeg efter nogle dage var i stand til at kunne facetime med min mor. Jeg græd ikke en eneste gang, mens de stak mig med nåle, men jeg knækkede, da jeg kunne høre, hvordan han havde det, siger hun og forklarer, at det er familien, der har fortjent en guldmedalje for at holde ud – og holde sammen.

Det leder til Simones egentlige pointe med at stå frem med sin historie om sit sygdomsforløb. Hun har det i dag meget bedre, kom hjem den 8. oktober, men døjer stadig med senfølger og besværet vejrtrækning. Hun taler langsomt og tænker automatisk over hele tiden at få mest muligt luft ned i lungerne.

Pointen er, at Covid-19 ikke kun går ud over dem, der bliver syge. Det går udover mange flere. Familie, venner, kolleger.

Ved ikke hvad der sker

I et opslag på Facebook retter Simone Sloth opmærksomheden mod de mange restriktioner, der er indført i forsøget på at dæmme op for smittespredningen af coronavirus. Danmark er i skrivende stund et sted, hvor der dagligt findes i omegnen af 1000 nye smittetilfælde hver dag. Restriktionerne møder modstand – og nogle følger dem slet ikke.

– Jeg håber, at flere vil rette ind, hvis de vidste, hvor slemt man kan blive syg af det her. Det er rigtig træls med alle de restriktioner, det synes jeg også, og hvis folk ikke vil følge restriktioner og anbefalinger for deres egen skyld, så håber jeg, de vil tænke over at gøre det for dem, de holder af, der også kan blive syge eller lider, hvis dem de holder af, bliver syge. Det er jo ikke til at vide, hvem der bliver slået i jorden af den her sygdom. Hvis du får corona, er det ikke kun dig, det går udover, siger hun.

Fakta

Coronavirus i Danmark 2.11.2020

Den 2. november er der følgende status på Covid-19 i Danmark:

Nye bekræftede smittetilfælde: 942 (i alt siden 27. februar: 48.241)

Coronarelaterede dødsfald: 1 (i alt siden 27. februar: 724)

Indlagte: 174 (i alt siden 27. februar: 3977), intensiv: 23, respirator: 14

Testede siden 27. februar: 2.901.124

Kilde: SSI 

Generelt vides der ikke ret meget om Covid-19 og slet ikke om de senfølger, nogle smittede døjer med i perioder. Det spiller også ind på Simone Sloths lille familie i Grenaa. Simone er bange for at sove.

– Det er meget den der frygt for pludselig ud af det blå ikke at kunne trække vejret, mens jeg sover, hvor lungerne arbejder hårdt. Vi nyder det lige nu, hvor det går, for hvem ved, hvad der sker længere ude i tiden, spørger hun, der ikke med sikkerhed kan sige, hvor hun er blevet smittet, men samtidig med Simones sygdom var der et mindre udbrud på hendes arbejdsplads – en skole.

Umiddelbart ser det ud til, at den lille pige i Simones mave har det godt. Hun skal tages ved kejsersnit efter planen til december.

– Men vi er nervøse, til vi har hende, slutter Simone Sloth.

Fakta

Nye corona-restriktioner 26.10.2020

Der skal bæres mundbind eller visir indendørs på alle offentlige steder, og forsamlingsforbuddet bliver sænket fra mandag for at stoppe spredning af coronavirus i Danmark.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag aften.

Her er et overblik over restriktionerne:

* Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til ti personer i hele landet. Det gælder fra mandag i foreløbig fire uger.

* Forsamlingsforbuddet ved udendørs begravelser og bisættelser sænkes fra 200 til 50 personer.

* Til arrangementer, hvor man sidder ned, er det fortsat tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis sports- og kulturarrangementer som kampe i Superligaen i fodbold.

* Der indføres forbud mod at sælge alkohol i detailhandlen og kiosker efter klokken 22.

* Der indføres krav om brug af mundbind eller visir indendørs på alle offentlige steder fra 29. oktober frem til 2. januar. Det gælder blandt andet i supermarkeder, ungdomsuddannelser og sundhedsvæsnet.

* Kravet om mundbind eller visir i den offentlige transport forlænges til 2. januar.

* Restauranter, barer og caféer skal fortsat lukke klokken 22 i hele landet frem til 2. januar.

* Der er krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant, bar eller café frem til 2. januar. Det gælder både gæster og ansatte.

* Der er forbud mod at indtage alkohol i busser – herunder partybusser.

* Der er skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem. Syv kommuner i Nord- og Vestjylland har indført besøgsforbud på alle plejehjem.

* Både private og offentlige arbejdspladser opfordres fortsat til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra i det omfang, det er “muligt og hensigtsmæssigt”.

* Anbefaling om maksimum ti personer i private hjem.

* Anbefaling om tæt, social kontakt med maksimum ti forskellige personer – ud over husstanden, arbejdspladsen og fritidsaktiviteter.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu