Højsæson for farlig plage – her skal du passe på

8. august 2019 06:21 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det er den tid på året, hvor hvepsene begynder at summe - og det kan potentielt være farligt.

Del:

Hvepse er for mange en plage. Deres stik gør ondt, og den insisterende summen kan snildt resultere i panik. Det er lige nu højsæson for hvepse, og ikke bare gør et hvepsestik ondt, det kan potentielt være særdeles farligt. For nogle.

Bliver du stukket af en hveps, kan det give alvorlige allergiske reaktioner og i værste tilfælde udløse et allergisk chok. Det sker for omkring 150 danskere om året, men det tal skal dog ses i lyset af, at det kan udløses af andre ting end hvepsestik.

For en sikkerheds skyld har Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse valgt at sætte fokus på allergisk chok og i særdeleshed hvepsestik.

(Artiklen fortsætter under videoen)

– Et allergisk chok er alvorligt. Vi ved fra vores medlemmer, at mange lever med en risiko for pludselig at få en livstruende allergisk reaktion. Den angst og de begrænsninger, som det medfører, har stor betydning for den enkeltes hverdag og livskvalitet, siger Anne Holm Hansen, der er vicedirektør i forbundet.

Hold øje med kroppen

Omkring 50.000 danskere har ifølge Astma-Allergi Danmark netop allergi over for bi- eller hvepsestik. Er du blevet stukket af en, er det derfor vigtigt at være opmærksom på, hvordan du har det bagefter. Mærk efter kroppens signaler, lyder læren. I galleriet over artiklen kan du se en oversigt over de forskellige reaktioner.

– Man kan opleve både milde reaktioner og kraftige reaktioner som for eksempel allergisk chok, som er direkte livstruende, siger Anne Holm Hansen.

Er du allergisk over for insektstik og oplever en kraftig allergisk reaktion, er det vigtigt at søge hurtig lægehjælp, da det kræver akut behandling, lyder rådet fra Astma-Allergi Danmark. Får du et allergisk chok, skal der ringes 112.

Har du tidligere oplevet en alvorlig allergisk reaktion, lyder anbefalingen fra Astma-Allergi Danmark, at du tager en snak med din egen læge om en eventuel udredning og behandling af netop det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu