ANNONCE

Højt smittetal lukker skoler og børnetilbud her

25. marts 2021 18:29 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Lukningen sker for at sikre genåbningen andre steder

Højt smittetal lukker skoler og børnetilbud her
Smitten stiger i Brøndby og en del af Ballerup, hvor skoler og fritidsordninger nu lukker midlertidigt. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Scanpix

Alle skoler og fritidsordninger i Brøndby, Ishøj og Vallensbæk lukker midlertidigt på grund af høje smittetal.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at man lukker institutionerne i Brøndby Kommune og foretager smitteopsporing. Det fremgår ikke, hvor længe lukningen kommer til at vare i kommunen.

I Ishøj og Vallensbæk gælder lukningen fra fredag 26. marts til 11. april.

Påskeferien ligger dog mellem 27. marts og 5. april, og det er derfor kun én uges skolegang, som eleverne går glip af.

Kraftig stigning

Ishøj Kommune skriver på sin hjemmeside, at sundhedsmyndighederne har besluttet at lukke skoler og SFO, fordi smittetallet “nu igen er i kraftig stigning”.

TV2 har set et brev, som Vallensbæk Kommune har sendt til forældre og elever. Her fremgår det, at den høje smitte har fået sundhedsmyndighederne til at lukke skoler og fritidsordninger.

Samtidig lukker skoler og fritidsordninger i Pederstrup Sogn i Ballerup også midlertidigt, fordi smitten med covid-19 stiger, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Elever, medarbejdere og deres familier opfordres til at blive testet, skriver styrelsen.

Et højt tal

Onsdag aften skrev TV2 Lorry, at der er udbredt smitte i Nygård Sogn i Brøndby. Her lå incidenstallet på 500.

Incidenstallet viser antal smittede per 100.000 indbyggere.

– Det er et eksorbitant højt tal. Det er i etageboligerne ved Brøndby Nord Vej og Kulturcenter Kilden, det sker, sagde formand for Brøndby Kommunes Social- og Sundhedsudvalg Per Jensen (S) til TV2 Lorry.

Ifølge TV2 havde Brøndby Kommune onsdag samlet set landets næsthøjeste incidenstal på 332 – kun overgået af Ishøj Kommune.

– Vi følger situationen og foretager smitteopsporing i samarbejde med kommunens sundhedstjeneste, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

Udvalgsformand Per Jensen sagde onsdag, at kommunen allerede har intensiveret smitteopsporingen. Et hold fra Styrelsen for Patientsikkerhed kommer til at gå rundt i området for at opfordre folk til at blive testet, fortalte han. Holdet har pjecer med på flere sprog.

Kommunen sendte onsdag en sms ud til alle borgere med mobilabonnement i Nygårds Sogn, der dækker den nordlige del af Brøndbyøster.

Her opfordres borgerne til “at blive testet tit og ikke at se andre, hvis man har symptomer, været tæt på en smittet eller selv er smittet”.

For at sikre genåbningen

På et pressemøde, der blandt andet handlede om smittesituationen i Danmark, kom landets sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ind på, hvorfor man lukker skoler og institutioner i flere kommuner.

Ministeren sagde, at man er nødt til at lukke ned der, smitten stiger, hvis samfundet ellers skal kunne genåbne.

Vallensbæk Kommunes borgmester har dog svært ved at forstå, hvorfor skoler og SFO’er skal lukke i netop Vallensbæk.

– Det undrer mig lidt, fordi det er ikke hos vores mindste børn, at smitten er steget, siger borgmester Henrik Rasmussen (K).

Den forgangne uge har det kun været elever i 0.-4. klasse, som har været fysisk til undervisning i kommunen.

I sidste uge blev det besluttet, at afgangselever skulle sendes hjem et stykke tid på grund af høj smitte blandt 10-19-årige.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu