Højtsvævende Legoland-nyheder til 100 millioner kroner

27. juni 2019 13:55 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Legoland-fans kan se frem til flere spritnye oplevelser i forlystelsesparken i Billund i 2020. Blandt andet det første svævende teater i Skandinavien.

Del:

På et pressemøde torsdag den 27. juni løftede Legolands direktør Christian Woller sløret for en kæmpe 2020-nyhed i parken i Billund.

Der er tale om et 5000 kvadratmeter stort og tematiseret område, som får navnet “The Lego Movie World”. Det kommer til at indeholde tre nye forlystelser samt en legeplads. Området bliver til i samarbejde med Warner Bros. Consumer Products og er inspireret af såvel karaktererne som temaerne fra de globale hitfilm Lego Filmen – Et klodset eventyr og Lego Filmen 2.

Det kommende område blev illustreret via en to gange tre meter stor Legomodel på forpladsen inde i Parken.

– Vi glæder os rigtig meget til at få endnu et nyt land og hele tre nye forlystelser her i Legoland i Billund. Det bliver en unik og gennemtematiseret oplevelse, og vores gæster vil uden tvivl føle, at de træder helt ind i det fantastiske univers, de kender fra Lego-filmene, fortalte Christian Woller.

Første i Skandinavien

Blandt de tre nye forlystelser er Skandinaviens første Flying Theater. Her kommer gæsterne til at rejse svævende rundt, mens de ser en film på en kæmpeskærm. Undervejs vil de opleve forskellige effekter som vind i håret, tåge og forskellige dufte.

Artiklen fortsætter under videoen

På rejsen vil gæsterne komme en tur ud i rummet. Desuden møde pirater og komme forbi nogle af de kendte områder fra Lego-filmene.

– Det bliver spændende at få en forlystelse som den her. Den store skærm og bevægelser gør, at man oplever det som at flyve inde i filmen, og så virker Lego-temaet bare rigtig godt til den her type forlystelse, hvor man bliver draget ind i Lego-universet, sagde Christian Woller.

Flyv rundt i 14 meters højde

En anden af de nye forlystelser i The Lego Movie World er også højtflyvende. Her skal gæsterne styre deres eget fly og selv bestemme, hvor meget flyet skal rotere rundt om sig selv. I op til 14 meters højde!

– Det bliver en rigtig sjov og flyvende forlystelse, som henvender sig til de lidt større børn, hvor der godt må komme lidt fart på, og hvor man kan godt nå at blive lidt rundtosset, inden man lander med flyet igen. Man skal helst heller ikke være alt for bange for at få hovedet nedad, sagde Christian Woller.

Sjov for hele familien

Nyheden indeholder også en kæmpestor legeplads med et ti meter højt legetårn. Her er omdrejningspunktet det ydre rum, og børnene kan blandt andet prøve to store rutsjebaner.

Der bliver også mulighed for at nyde udsigten fra et 12 meter højt droptårn, der bygger på Unikitty, der er en af karaktererne fra LEGO Filmen 2. Her går det op og ned med masser af sus i maven undervejs.

– The Lego Movie World får en rigtig god sammensætning med noget for hele familien, og vi glæder os rigtig meget til at kunne tilføje endnu et fantastisk land til Legoland, lød det fra Christian Woller.

Han fortalte også, at parken med det nye område kommer til at fylde cirka 150.000 kvadratmeter. Desuden, at Legoland Florida allerede har en The Lego Movie World. Det er dog med nogle andre forlystelser.

Etableringen af det nye område og forlystelserne beløber sig til godt 100 millioner kroner og bliver dermed den største investering til dato inde i selve Legolandparken.

Fakta

The Lego Movie World

  • Åbning: 2020
  • Areal: 5.000 kvadratmeter
  • Lego figurer: 40
  • Forlystelser: Flying Theater, aerobat forlystelse og droptårn, der bygger på Unikitty karakteren fra Lego Filmen 2
  • Legeplads: Legepladsen bliver et 10 meter højt legetårn målrettet de 2-5 årige med to rutsjebaner og sjove legeaktiviteter
  • Fotomuligheder: Der er mange seje fotomuligheder – herunder Emmets dobbeltdækkersofa.
  • Tematisering: The Lego Movie World bliver et gennemtematiseret område, hvor man træder helt ind i filmenes univers og kommer på besøg i de kendte områder fra filmene.
  • Investering: Største investering i Legoland parken til dato.
  • Placering: Det nye område kommer til at ligge i området bag X-treme Racers med indgang både fra Adventure Land og Polar Land.
Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu