ANNONCE

Holdt 23 børn som gidsler ved falsk fødselsdag

1. februar 2020 10:13 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En indisk mand er skudt af politiet, efter han holdt 23 børn som gidsler ved en falsk børnefødselsdag.

Indisk politi har skudt og dræbt en mand, der holdt 23 børn som gidsler, efter han havde inviteret dem til en falsk børnefødseldag for sin datter.

Det fortalte politiet på et presseøde fredag, skriver CNN.

Politiet fortalte, at manden torsdag aften havde inviteret børnene hjem til sig. Han sagde, at hans datter fyldte et år.

Men han låste dem inde i sin kælder. 22 af de 23 børn var omkring 10 år gamle, mens den sidste var en baby.

Drabssigtet

Ifølge Anil Mishra fra politiet i Farrukhabad var manden løsladt mod kaution for drab.

Han forlangte ifølge Mishra en løsesum på 10 millioner rupees – lige under en million kroner – for hvert barn, lige som han også ville have alle anklager mod ham droppet.

Politiet forsøgte i otte timer at forhandle med manden, lige som de havde fået efterretninger om, at han havde både våben og sprængstoffer.

Kunne have sprængt det hele

Politiets efterretninger viste sig at holde stik.

Specialstyrker stormede efter otte timer huset, og skød og dræbte manden.

Ifølge Mishra havde manden sprængstof nok til at sprænge hele huset i luften:

– Våben og ammunition i store mængder er hentet ud af huset. Han havde nok til at hele huset kunne være sprængt, siger han og tilføjer:

– Han havde noget af sprængstoffet og en af husets vægge var kollapset. Han havde samlet murstenene derfra og barrikaderet sig. Han blev ved med at skyde efter betjentene, siger han.

Alle børnene blev reddet ud i god behold.

Konen dræbt

En rasende menneskemængde forsamlede sig efterfølgende uden for mandens hus.

Da mandens kone senere åbnede sin dør, dræbte de hende, fortæller Mishra:

– Hun blev angrebet af mængden. De kastede sten på hende og tæskede hende. Hun blev taget på hospitalet, men døde efter et par timer, siger han.

Parrets datter skal nu overdrages til de sociale myndigheder.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu