ANNONCE

Politi: Smuglede 310 kilo hash til Danmark

16. januar 2021 15:49 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Både hash, amfetamin og kokain er ifølge sigtelse blevet indsmuglet og overdraget i af 56-årig mand.

Politi: Smuglede 310 kilo hash til Danmark
Ved Retten i Glostrup er en 56-årig hollandsk mand blevet varetægtsfængslet frem til 11. februar. Han er sigtet for at have indsmuglet og overdraget flere hundrede kilo narko i Danmark og Sverige. (Arkivfoto): Colourbox.

Københavns Vestegns Politi anholdt fredag aften en 56-årig mand. Anholdelsen skete efter længere tids efterforskning i samarbejde med en række andre politikredse, og manden er mistænkt for handel og indsmugling af hash, amfetamin og kokain.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

– Jeg er meget tilfreds med, at det efter en længerevarende efterforskning er lykkedes, at anholde den mistænkte, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Den 56-årige hollænder er lørdag fremstillet i grundlovsforhør – sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191.

Her kom det frem, at manden i løbet af godt otte måneder skal have smuglet mindst 310 kilo hash, 13 kilo amfetamin og ti kilo hash ind i Danmark og Sverige for derefter at overdrage det til andre.

Ifølge sigtelsen, der blev læst op lørdag ved Retten i Glostrup, hvor Ekstra Bladet var til stede, har narkohandlen stået på fra 29. april sidste år og frem til fredag aften, hvor den 56-årige mand blev anholdt.

Varetægtsfængslet

Manden blev varetægtsfængslet frem til 11. februar. Ved grundlovsforhøret fik han hjælp af en tolk til at oversætte til og fra dansk.

Han erkendte sig delvist skyldig i sigtelsen, skriver Ekstra Bladet.

Af sigtelsen fremgår det, at politiet tilsyneladende har observeret flere af handlerne.

Det gælder ifølge Ekstra Bladet en overdragelse af ti kilo hash til en ukendt person ved Ragnhildsgade og Rovsingsgade på ydre Nørrebro i København.

Også i oktober holdt politiet øje med den 56-årige mand, da han afleverede 13 kilo amfetamin i Sverige.

Ti kilo kokain blev afleveret i december på en parkeringsplads i Ishøj. Både ved den svenske og denne episode blev aftageren af stofferne anholdt kort tid efter.

Retsmødet lørdag blev holdt for lukkede døre. Det skete af hensyn til efterforskningen, og fordi mulige medgerningsmænd fortsat er på fri fod.

Dermed er der ikke flere oplysninger om beviser mod manden, ligesom mandens mulige forklaring ikke er offentlig tilgængelig.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu