ANNONCE

Hospital aflyser alle ikke-akutte behandlinger

11. marts 2020 20:23 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Hospital i Nordsjælland gør klar til ekstra isolationspatienter ved at aflyse øvrige behandlinger i marts.

Hospital aflyser alle ikke-akutte behandlinger
Hovedindgangen til Nordsjællands Hospital Hillerød. Tiltaget skal frigøre alle kræfter på hospitalet. De skal i stedet trænes til nye opgaver, skriver Berlingske. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Scanpix

Nordsjællands Hospital Hillerød aflyser alle ikke-akutte operationer og behandlinger i resten marts.

Det skyldes, at hospitalet forventer at bruge alle kræfter på at planlægge modtagelsen af “ekstraordinært mange isolationspatienter, hvis udviklingen med coronavirus i samfundet fortsætter”.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Det fremgår af en intern e-mail til hospitalets ansatte, som Berlingske er i besiddelse af.

Alle akutte behandlinger af patienter fortsætter som planlagt. Men de øvrige patienter må altså vente til efter marts med at blive behandlet på hospitalet.

Målet er at få frigjort hænder

Tiltaget skal frigøre alle kræfter på hospitalet. De skal i stedet trænes til nye opgaver, skriver Berlingske.

Træningen er blandt andet i at bruge beskyttelsesudstyr til at behandle nye typer af patienter.

Onsdag er 442 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark.

Virusset har endnu ikke kostet nogen danskere livet. Onsdag er det første dødsfald som følge af virusset bekræftet i nabolandet Sverige.

Regeringen vil torsdag fremlægge en hastelov for Folketinget. Den skal gøre det muligt at forbyde større forsamlinger på grund af frygten for spredning af coronavirus.

Når en hastelov er på plads – hvilket kan ske på få dage – vil det så være op til regeringen, om loven skal benyttes.

Der er onsdag klokken 20.30 pressemøde i Statsministeriet om den aktuelle situation i Danmark, efter at WHO tidligere på aftenen annoncerede, at udbruddet nu er en pandemi.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu