ANNONCE

Hospitalsansatte smittet med coronavirus

28. marts 2020 09:00 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Stigende antal tests af sundhedspersonale afslører også flere smittede. Heriblandt læger og sygeplejersker.

Overlægen på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital i København, hvor langt de fleste smittede med coronavirus er indlagt, er selv blevet bekræftet smittet med sygdommen covid-19. Det skriver DR på sin hjemmeside.

Desuden fremgår det også, at flere sygeplejersker og andet sundhedspersonale er blevet bekræftet smittet. På Rigshospitalet er flere sygeplejersker på intensivafdelingen blevet smittet, bekræfter ledende overlæge Morten Steensen til DR.

– Det er rigtigt, at vi har et antal sygeplejersker, der er bekræftede smittede med Covid-19. Det er for tidligt at sige, om de er blevet smittet på hospitalet eller på anden vis, siger han.

Flere andre regioner, der driver sundhedsvæsenet, bekræfter overfor DR, at der er smittet personale. I Danmark er der ifølge Danske Regioner godt 121.000 fuldtidsansatte i sundhedssektoren (pr. 2019), og set i det lys er tallet jo beskedent.

Tester flere

Tallene er kommet frem, fordi sundhedspersonale i stigende omfang bliver testet for smitte. Det er et led i en ny plan om at teste langt mere sundhedspersonale, end det har været muligt. Det blev især besværliggjort af, at regionerne var i mangel af testudstyr.

Fredag offentliggjorde Danske Regioner i en pressemeddelelse, at der i løbet af de kommende dage vil være opnået kapacitet, så alle landets fem regioner kan teste 5000 borgere dagligt – hvis det er nødvendigt.

Det står i skærende kontrast til en tidligere pressemeddelelse udsendt, da det gik op for politikere i Danmark, at der ikke var testudstyr nok i landet. Her lød det nemlig:

“Det kan være nødvendigt for en region at prioritere at teste de danskere, som er mest alvorligt syge, og ikke medarbejdere i sundhedsvæsenet, ældreplejen og i indsatser for socialt udsatte, der har let til moderate symptomer”.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu