Hudvenlig makeup kan også være allergibomber

1. februar 2019 14:46 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Ny Astma-Allergi Danmark undersøgelse viser høje koncentrationer af allergifremkaldende metaller i flere typer makeup-produkter.

Selv med anmærkninger som “Naturlig”, “Uden toksiske stoffer”, “Allergitestet” eller “Hudvenligt” på indpakningen, er flere makeup-produkter ikke nødvendigvis helt så uskyldige, som man umiddelbart skulle tro. Det skriver Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.

Astma-Allergi Danmark har fået foretaget en laboratorieanalyse af 50 forskellige makeup-produkter, og den viser, at hele 70 procent af produkterne indeholder koncentrationer af allergifremkaldende metaller som krom, kobolt og nikkel, der overskrider den grænse, som eksperter anser for forsvarlig i makeup.

Det gælder oven i købet også produkter, der ikke har angivet et eventuelt indhold af metaller på indholdsdeklarationen, og dermed er det svært for forbrugerne at bedømme hvad, der er gode valg.

Brug for større gennemsigtighed

Vicedirektør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen, er forundret over, at mange af produkterne markedsføres som værende særligt gode for huden på trods af, at de indeholder høje koncentrationer af de tre metaller.

– Der er brug for større gennemsigtighed, så det bliver nemmere for forbrugerne at gennemskue, hvad produkterne indeholder, siger hun.

Allergimærkning er vigtig

Faglige eksperter anser en grænse på 1 ppm for både fornuftig og forsvarlig, når det handler om at beskytte folk med nikkel-, krom- eller koboltallergi. Derfor begyndte Astma-Allergi Danmark for første gang for et år siden, efter et grundigt forarbejde, at mærke makeup med “Den Blå Krans” og “Asthma Allergy Nordic”,  og produkter med et højere indhold af de tre metaller end den fastsatte grænse kan ikke få mærkningen.

– For allergikere vil også gerne kunne bruge makeup, og allergimærket makeup har længe været et stort ønske hos vores medlemmer og hos forbrugerne generelt, fortæller Anne Holm-Hansen.

Som forbruger kan man således ifølge Astma-Allergi Danmark på nuværende tidspunkt kun vide sig helt sikker på, at makeup-produkter ikke indeholder metaller over det anbefalede niveau, når de har netop allergimærkningen Den Blå Krans og Asthma Allergy Nordic.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu