Hund efterladt i timevis i stegende bil

12. juli 2018 15:50 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Først kom politiet, så kom ejeren. Nu kommer bøden.

Det er næppe gået upåagtet hen, at Danmark er (blevet) et varmt land at bo i – og ikke kun for os tobenede.

Vores bedste venner kan også lide i varmen – og bliver de lukket inde i en steghed bil, gør det ikke ligefrem situationen bedre.

En 21-årig mand er nu sigtet for at have efterladt sin hund i timevis i en bil – uden luft, mad og drikke.

Det oplyser Østjyllands Politi i kredsens døgnrapport.

En borger observerede bilen med hunden på en parkeringsplads på Gudrunsvej i Brabrand klokken 08 onsdag morgen. Da han om eftermiddagen kl. 13.40 kom forbi igen, lå hunden der stadig.

“Bilen stod i bagende sol, og hunden havde hverken adgang til luft, mad eller vand”, skriver Østjyllands Politi.

En patrulje blev sendt afsted, og den kunne konstatere, at  hunden lå og rystede i bilen og så medtaget ud. Betjentene valgte derfor at bryde bilen op for at få hunden ud.

Kort tid efter kom ejeren til stedet og kunne altså modtage sigtelsen for brud på dyreværnsloven.

20 grader = 80-90 ‘bilgrader’

Newsbreak.dk har tidligere berettet om, hvad du må og ikke må, hvis du kommer i samme situation som den netop beskrevne.

Ifølge politiet vil 20 graders varme i solen betyde, at der inde i en lukket bil vil være 80 til 90 grader varmt.

I den situation har du som borger faktisk ret til at slå ruden ind og redde hunden, hvis du mener, at der slet og ret er tale om dyremishandling.

Det kræver dog, at du først har forsøgt at finde ejeren til hunden. Lykkes det ikke, skal du kontakte politiet og fortælle, at der sidder en hund i en varm bil. Du har her muligheden for at slå ruden ind og redde hunden ud.

Gør du det, risikerer du dog at rende ind i et retsligt efterspil. Du skal kunne bevise, at du handlede i nødret. Med andre ord; hvis hunden faktisk sad og led, var du i din gode ret til at reagere. Hvis hunden ikke led, havde du ikke lov til at ødelægge ruden.

I galleriet over artiklen kan du se hundeføreren Steens råd omkring hunde i biler. Steen er hundefører ved Københavns Vestegns Politi.

Også politihunden Batman har undret sig over mennesker, der efterlader hunde i varme biler:

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu