ANNONCE
En stor brand brød natten til mandag ud i en villa på Sortemosevej ved Skødstrup nord for Aarhus.
Branden blev anmeldt klokken 00.27 og allerede kort tid efter var politiet på stedet, siger vagtchef Flemming Lau fra Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.
Og branden vakte fra start bekymring hos politiet, siger han:
– Det lyder kritisk i starten, fordi husets beboere er på 1. sal og det brænder på etagen nedenunder, siger han til Newsbreak.dk:
– På afstand kan vi se, at huset er helt overtændt, så vi er noget bekymrede for familien.
Da politiets patrulje når helt frem til stedet har familien dog fået reddet sig ud ved egen hjælp. Familien består af forældre samt to børn. De er alle kørt til tjek på sygehuset.
Den kraftige brand har dog kostet dem deres hus, da dette er brændt helt ned.
Det er for nuværende uvist, hvad brandårsagen er, og brandteknikere skal mandag foretage undersøgelser.
Der er dog intet, der tyder på noget kriminelt, slutter vagtchef Flemming Lau.
ANNONCE