ANNONCE

Husker du betonklods-drabet? Ny udvikling

31. oktober 2020 06:05 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Over fire år efter, at en 33-årig kvinde blev dræbt af stenkast fra motorvejsbro, er der ny udvikling i sagen.

Politiet på Fyn er muligvis kommet tættere på at finde den eller de personer, som i august 2016 kastede en betonflise ned fra en vejbro på Fynske Motorvej og var skyld i, at en tysk kvinde blev dræbt.

Ifølge TV2 Fyn har politiet rettet opmærksomhed mod en større gruppe unge i forbindelse med sagen.

Den 30 kilo tunge flise ramte gennem forruden på en bil med et tysk ægtepar og deres barn.

Den 33-årige kvinde i bilen blev dræbt på stedet, mens hendes mand blev invalideret. Parrets søn undgik alvorlige skader.

Nu er politiet i gang med nye afhøringer i sagen.

– Vi har kørt en intensiv efterforskning siden august 2016, og vi er nået dertil, hvor vi har fået oplysninger om en gruppe unge mennesker fra Tarup-området, som kunne være interessante i efterforskningen, fortæller Jack Liedecke, der er politikommissær ved Fyns Politi, til tv-stationen.

– Vi er i gang med at afhøre dem, og vi er i gang med at tage dna-profiler fra dem, idet vi har dna-spor fra de forskellige gerningssteder, som kunne være interessante, oplyser han.

Efterforsker i Tarup

Politiet har tidligere sporet betonflisen til at stamme fra et område i Tarup. Desuden har politiet dna-spor fra et andet stenkast fra en vejbro på Fyn.

Dna-sporene matcher flere hærværkssager i Tarup-området.

Ingen er anholdt eller sigtet, og indtil videre er der ifølge tv-stationen kun tale om afhøringer. Personerne er aldersmæssigt i 20’erne.

Jack Liedecke siger til TV2 Fyn, at det endnu er for tidligt at kalde det et gennembrud, men at det er spor, som man undersøger på lige fod med andre spor i det, man kalder for en drabssag.

Stenkastet, der ødelagde familien Gosmann, er langt fra enestående.

De seneste år er der kastet mange sten fra motorvejsbroer, og der blev i en periode talt om en såkaldt copy cat-effekt, hvor andre personer imiterer den første stenkast-forbrydelse.

I galleriet ovenfor kan du se et billede af stenen, der dræbte den tyske kvinde.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu