ANNONCE

Husker du sagen? Pinlig afsløring om politiet

3. juli 2020 05:54 | Af: Newsbreak.dk

159 døde, ifølge justitsministeren har politiet i dag ikke overblik over efterforskningen af Scandinavian Star

Citathistorie: Information.

Et sted hos Københavns Politi findes 18 arkivkasser med “alle” Scandinavian Star-sagens dokumenter.

Men der er hverken bilagsfortegnelse eller journallister over “den oprindelige sag om Scandinavian Star”.

Det skriver Dagbladet Information.

Det har justitsminister Nick Hækkerup (S) netop oplyst i et svar til Søren Søndergaard (EL).

Ministeren har indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der via Statsadvokaten i København har indhentet en udtalelse fra Københavns Politi, hvortil Rigsadvokaten så henholder sig. Det rejser endnu en gang spørgsmålet om kvaliteten af den efterforskning, dansk politi har gennemført.

Fakta

Scandinavian Star

* Scandinavian Star brød i brand om natten 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn.

* 482 besætningsmedlemmer og passagerer var om bord på færgen. 158 af dem mistede livet ved branden. Yderligere én døde senere af sine kvæstelser.

* Efterforskningen har vist, at ilden opstod flere forskellige steder på færgen, og at der dermed sandsynligvis var tale om en påsat brand.

* Norsk politi gav en dansk lastbilchauffør, der selv omkom i branden, skylden. Men anklagen blev efterfølgende trukket tilbage.

* Sikkerheden om bord på Scandinavian Star blev kritiseret, da det kom frem, at personalet hverken havde holdt brandøvelser eller var blevet instrueret i sikkerhedsudstyret.

* Kaptajnen, rederen og direktøren blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed.

* Pårørende til ofrene har kritiseret efterforskningen og mener, at branden var et forsøg på forsikringssvindel.

* I februar 2016 påstod den tidligere danske hovedundersøger af katastrofen, Flemming Thue Jensen fra Søfartsstyrelsen, – efter 26 års tavshed – at to fra besætningen stod bag branden.

* Og Knud Skaareberg Eriksen, tidligere chef i Søfartsstyrelsens opklaringsenhed, fortalte i februar 2016, at han tilbage i 1990 oplyste fire navne på besætningsmedlemmer, der kunne være ansvarlige for branden.

* I august 2016 offentliggjorde norsk politi en rapport om skibsbranden.

* Politiet konkluderede i den forbindelse, at det endnu var uvist, hvem gerningsmanden eller gerningsmændene bag branden var.

* I 2015 igangsatte det norske Storting en officiel kommission, der skulle undersøge omstændighederne omkring branden. Den fremlægger sine resultater torsdag.

Kilder: Ritzau, norsk politi

Søren Søndergaard finder det “helt utroligt”, at politiet ikke har journallister eller bilagslister over en sag, der stadig efterforskes, og som kostede 159 mennesker livet.

– En kriminalsag uden journallister er som en computer uden søgefunktion, altså tæt på ubrugelig, siger han til Information og stiller spørgsmålene:
– Hvordan kan det være, at man 30 år efter mordbranden ikke har en journaloversigt over det, der indgår i en verserende efterforskning? Hvordan afgør politiet så, når der kommer nye oplysninger, om det virkelig er nyt, eller om det er kendt i forvejen?

Svar overrasker inspektør

Forhenværende kriminalinspektør Jørn Moos, der spillede en vigtig rolle i efterforskningen af Blekingegadebanden, er overrasket over svaret fra Nick Hækkerup:

– Det er ganske afgørende for en efterforskning, at man skriver ned, hvad der har været, så man kan finde rundt i sagen. Man er nødt til at have en fortegnelse, siger Jørn Moos. Han finder det dog ikke “helt usædvanligt”, at der kan være rod i større efterforskningssager.

– Men så må man jo lave en fortegnelse, tilføjer han.

Den “oprindelige sag” om Scandinavian Star er den efterforskning, som Frederiksberg Politi tilbage i april 1990 fik pålagt kort efter katastrofen: Efterforskning af ejer-, reder- og forsikringsforholdene. Det blev fulgt op af en retssag i Sø- og Handelsretten, som i 1992 førte til en dom over tre personer – kaptajn Hugo Larsen, direktør Ole B. Hansen og reder Henrik Johansen.

Straffen blev i 1993 skærpet i Højesteret.

Der foreligger alene journallister over det materiale, der blev fremlagt i forbindelse med søforhøret,” tilføjer politiet i svaret. Politiet har ikke fundet anledning til “en egentlig gennemgang” af de 18 arkivkasser, og derfor har politiet ikke engang “fuld sikkerhed” for, at bilagsfortegnelserne omfatter alt materiale fra søforhøret.

Information har bedt om en kommentar fra Nick Hækkerup og Rigsadvokaten.

Både Justitsministeriet og Rigsadvokaten henviser til Københavns Politi, der oplyser, at man ikke har yderligere bemærkninger, heller ikke til Søren Søndergaard kritik.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu