ANNONCE

Hvad blev der af Steen og Stoffer?

10. december 2019 11:04 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er efterhånden en hel del år siden, der sidst udkom nye Steen og Stoffer-tegneseriestriber. Det forhindrer dog ikke de gamle fortællinger i at sælge fint, også på dansk.

Vidste du, at Steen og Stoffer på dansk har eksisteret siden 1987, og at tegneserien bliver produceret i nye oplag den dag i dag? Noget tyder dermed på, at Calvin and Hobbes, som Steen og Stoffer hedder på engelsk, stadig er noget, der er salg i, også på dansk.

Det skal ses i lyset af, at den sidste stribe om Steen og Stoffer blev trykt i amerikanske aviser i 1995, og siden har manden bag, Bill Watterson, været mere eller mindre tavs om sit livsværk.

Artiklen fortsætter under videoen

Steen og Stoffer bliver derfor solgt på en anden måde end så mange andre tegneserier. Der findes groft sagt kun tegneserien selv, og myterne om manden bag, til at gøre reklame for Steen og Stoffer, men alt tyder på, at det er nok.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Cobolt, det danske forlag, der har ansvar for at udgive tegneserien på dansk. Herfra lyder det, at man sagtens kan sælge tegneserier i nye oplag, der blev tryk for første gang på dansk for mere end 30 år siden.

Sådan er det selvfølgelig ikke med alle tegneserier, og der er skrevet bøger og lavet film om, hvorfor det så er sådan, at drengen og tøjtigeren den dag i dag er populære.

På eventyr med Steen og Stoffer

Ser man på stribernes indhold, er vi for det meste med, når Steen er på eventyr med Stoffer. Steen ses også i selskab med både forældre, skolelærere og bøller, men det er, når han er alene sammen med Stoffer, at tøjtigeren bliver bragt til live, og eventyrerne for alvor kan begynde.

Det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor Steen og Stoffer den dag i dag er populære titler hos Cobolt, men sikkert er det, at der ikke er meget andet end mindes ved Steen og Stoffer, end netop tegneserierne.

Et ulovligt klistermærke

I sommeren 2019 undersøgte Newsbreak.dk historien om det lettere bizarre klistermærke, man i Danmark blandt andet kan finde på håndværkerbiler. Klistermærket viser Steen tisse på forskellige ting, og det klistermærke er aldrig nogensinde blevet godkendt til tryk af Bill Watterson selv. Alligevel har klistermærket rigtig mange år på bagen, og det er formentlig kendt verden over for at handle om Steen og Stoffer, selvom det ingen forbindelse har til manden bag striberne til at starte med.

Sådan er det med snart sagt al Steen og Stoffer-merchandise, du kan komme i tanke om. Bill Watterson arbejdede med den holdning, at fortællingerne skal kunne stå for sig selv, og det betyder, at det eneste, der er udgivet med de to figurer, der ikke er tegneserier, mere eller mindre er et par kalendere, du formentlig umuligt kan skaffe i dag. Herudover er der så de på dansk 11 bind, der til sammen udgør 10 års fortællinger om Steen og Stoffer. Og alt tyder på, at der er salg i striberne den dag i dag.

Har du læst Steen og Stoffer?

Det har for Newsbreak.dk ikke været muligt at få oplyst, hvor godt tegneserierne faktisk sælger, men sikkert er det, at de 11 bind stadig er på lager hos Cobolt, og når de bliver udsolgt, bliver de genoptrykt, og det sker jævnligt.

Hvis man vil opleve Steen og Stoffer, skal det altså ske via tegneserierne. Der findes ikke officielle Stoffer-bamser, du kan ikke købe en kaffekop med Steen på som julegave, og har du set en Steen og Stoffer t-shirt har du med al sandsynlighed set et kopiprodukt.

Steen og Stoffer har været tilgængeligt på dansk siden 1987, og intet tyder på, at det er noget, der bliver lavet om på. Bill Watterson selv er kendt for at være ganske menneskesky, og han har ikke, siden han stoppede med at tegne striben, givet udtryk for, at han agtede at genoptage fortællingen om de to venner. Det stik modsatte er nok nærmere tilfældet.

– Jeg ønskede ikke, at Steen og Stoffer skulle ende med at være halvhjertede gentagelser, som så mange andre gamle tegneserie-striber, har manden selv fortalt om årsagen til, at han stoppede med at tegne Steen og Stoffer, ifølge Chron.com.

Der findes kun tegneserierne

I den henseende kunne man få den tanke, at de har deres sag for hos Cobolt, når det kommer til at minde folk om, at fortællingerne findes.  Der bliver ikke gjort reklame for Steen og Stoffer via merchandise, animerede film eller busreklamer.

Det betyder dog ikke, at folk ikke omtaler figurerne. Steen og Stoffer findes i en officiel netudgave. Der findes de ganske ulovlige klistermærker, du kan se på biler rundt omkring i Danmark, og så er der den gode, gamle klassiske form for reklame, der i sidste ende er noget nær ubetalelig.

For har du ikke hørt om Steen og Stoffer, er der en god chance for, at du en dag møder en, der har. Og sker det, vil vedkommende måske sige til dig, at du virkelig burde læse historierne om drengen og hans tøjtiger.

Undertegnede kan ikke se sig fri for at være en af de mange, mange fans, der findes af serien den dag i dag, og har du endnu til gode at læse Steen og Stoffer, kan de kun anbefales, på både dansk og engelsk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu