Hvem er Florida man og hvorfor hører du om ham?

22. marts 2019 10:26 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Vil du vide, hvem Florida man er? Svaret er mærkeligt og helt igennem morsomt, og du kan blive en del af fortællingen.

Hvem er Florida man og hvorfor hører du om ham?
Florida man er ikke verdens mest vanvittige mand. Det er en række vanvittige fortællinger om mænd fra Florida. Foto: Scanpix.

Florida man klatrede op på et hegn ved en legeplads og råbte til børn, at babyer kom ud af kvinder. Florida man anholdt: Vidner så ham øve karate på svaner.

Har du hørt om den bindegale mand fra Florida, men er du i tvivl om, hvad det hele handler om? Svaret er kulsort underholdning fra virkelighedens verden i solrige Florida. I mindst seks år har man på internettet kunnet læse om manden fra Florida, der kommer ud for alverdens bizare oplevelser.

NPR kaldte ham i 2013 for verdens værste superhelt, og når man læser historier om ham, kan man godt forstå, hvad radiostationen mente, for han har haft nogle virkelig bizare oplevelser gennem årene.

Florida man er et såkaldt “meme,” en viral fortælling, der i dette tilfælde går ud på, at internetbrugere gennem årene har delt nyhedsartikler fra Florida, hvor selve udtrykket “Florida man” indgår i artiklens overskrift.

På den måde har vi gennem årene læst historier om, hvordan manden:

– Angiveligt truede en familie med Coldplay-sangtekster og først stoppede, da politiets specialstyrker tilbød ham pizza.
– I nøgen tilstand satte ild til at hus, fordi han bagte småkager i en bordgrill.
– Blev anholdt for at overfalde sambo med en pizza
– Forsøgte at køre sin søn ned, fordi barnet ikke ville i bad
– Ringede til politiet og meldte sig selv for spritkørsel

Der er altså ikke tale om én mand. Der er tale om bizare fortællinger fra Florida, hvor en tilfældig mands eskapader bliver en del af en større fortælling, og i foråret 2019 fik de virale historier nyt liv.

Florida man og din fødselsdag

Daily Dot skriver, at historierne om Florida man blev særligt populære, efter at en bruger på det sociale medie Tumblr 19. marts opfordrede brugere til at gøre følgende:

Skriv “Florida man” + din fødselsdag i søgefeltet på Google og se, hvad du får ud af det.

Mange, mange internetbrugere har siden fulgt trop og delt “deres” Florida Man. Det er herfra mange af de ovenstående eksempler kommer, og du kan selv være med på legen. Du skal bare være villig til at afgive din fødselsdato til din foretrukne søgemaskine.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu