Hver anden dansker har farlig opladervane

25. april 2019 13:30 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det vækker bekymring hos et forsikringsselskab.

Hver anden dansker oplader telefoner om natten, og det vækker bekymring hos Gjensidige Forsikring. Forsikringsselskabet har fået Kantar Gallup til at undersøge danskernes opladevaner, og 51% af de adspurgte i undersøgelsen svarede, at de oplader deres telefon om natten.

– Det er bekymrende, at så mange tager chancen og oplader deres telefoner om natten. Vi ser ofte brande, der er startet i elektronik, og det undrer mig, at så mange stadig udsætter sig selv, naboer og familien for fare, siger skadesdirektør i Gjensidige Forsikring, Henrik Sagild, i en pressemeddelelse.

Pressemeddelelsen kommer få dage efter en nyhed om, at mobilopladere købt i Danmark ikke nødvendigvis er så sikre, som man ellers kunne gå og tro.

Newsbreak.dk skrev tidligere om ugen om en test udarbejdet af DRs forbrugermagasin Kontant, hvor ni af 11 undersøgte mobilopladere dumpede.

De mange opladere var CE-mærkede, og de burde derfor være sikre, men alligevel var flere af opladerne altså farlige. Et af problemerne med flere af opladerne var risikoen for, at de kunne kortslutte og dermed bryde i brand.

På den sorte liste

Sikkerhedsstyrelsen har reageret på Kontants undersøgelse og placeret de mange opladere på styrelsens liste over farlige produkter, man bør holde sig fra. Sikkerhedsstyrelsen undersøger ikke alle opladere, der bliver solgt i Danmark, men ser du en oplader på listen over farlige produkter, bør du holde dig fra den.

Hos Gjensidige Forsikring opfordrer man forbrugere til at udvise omtanke, når de lader deres produkter op.

– Hvis man oplader sin computer eller telefon i sofaen, under en pude eller i sengen, kan det skabe så meget varme, at der i sidste ende kan opstå ild- og røgudvikling. Derfor skal man altid oplade på en ikke-brandbar overflade og holde øje med, om ledningen eller opladeren har synlige skader eller bliver ekstremt varm, siger Henrik Sagild i pressemeddelelsen.

Du kan i galleriet til denne artikel få gode råd til, hvordan du oplader korrekt og sikkert.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu