ANNONCE

Hver anden dansker siger nej

5. april 2021 06:24 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Bekymrende indberetninger kan være med til, at mange danskere er skeptiske omkring AstraZenecas coronavaccine

I galleriet øverst kan du se de kendte bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen.

Efter flere tilfælde af blodpropper hos personer vaccineret med AstraZenecas vaccine mod covid-19 har de danske myndigheder i en lille måned ikke gjort brug af vaccinen.

Selv om det stadig er for tidligt at sige, om AstraZeneca-vaccinen har noget at gøre med blodpropperne, så ser danskernes tillid til vaccinen ud til at have lidt et knæk.

I en ny Voxmeter-måling svarer 45,9 procent af danskerne, at de ikke vil tage imod AstraZeneca-vaccinen, hvis de får den tilbudt, når de bliver tilbudt vaccine mod covid-19.

Samtidig svarer 30,8 procent, at de vil tage imod den, mens at 23,3 procent ikke ved det.

Ifølge Camilla Foged, professor ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet, er det formentlig ikke kun de indberettede tilfælde af blodpropper, som påvirker tilliden til vaccinen.

Hun vurderer, at det også kan have betydning, at AstraZeneca-vaccinen har en lavere rapporteret effekt i forhold til at undgå smitte med covid-19 end vaccinerne fra eksempelvis Pfizer/BioNTech og Moderna.

Problemet er bare, at vaccinernes effektivitet ikke kan sammenlignes direkte med hinanden, og at AstraZeneca-vaccinen faktisk er rigtig effektiv i forhold til at undgå alvorlige sygdomsforløb eller indlæggelser.

Er mindre effektiv

Uanset kan det have betydning for tilliden til vaccinen, at den på papiret står til at være mindre effektiv end de andre vacciner, siger Camilla Foged.

– Men man kan sige, at det ikke er AstraZeneca-vaccinen, der er en dårlig vaccine. Det er bare de andre, der er så meget mere effektive, end de vacciner vi plejer at have, siger hun.

På grund af indberetningerne om blandt andet blodpropper er der ikke blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen i Danmark siden 11. marts.

Hvis myndighederne beslutter sig for at genoptage brugen af vaccinen, er der en stor kommunikationsopgave foran dem i forhold til at genskabe tilliden til vaccinen.

Det vurderer Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, som følger danskernes coronaadfærd.

– Det handler dels om at få dokumenteret, hvad det er, de har set i data, og hvad det er for nogle forholdsregler, man eventuelt vil tage, hvis man tager vaccinen i brug igen, siger Michael Bang Petersen.

Sundhedsstyrelsen vil træffe en beslutning om brugen af AstraZeneca-vaccinen i Danmark i uge 15. Det er den uge, der starter 12. april.

16.900 danskere har oplevet bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

I galleriet øverst kan du se de kendte bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu