ANNONCE

Hver femte smittede med corona er sundhedspersonale

9. april 2020 13:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Sundhedspersonale har de seneste uger udgjort omkring 20 procent af de bekræftede smittetilfælde i Danmark.

Hver femte smittede med corona er sundhedspersonale
Af alle de personer, der siden midten af marts i Danmark har testet positiv for coronavirus, udgør sundhedspersonale en femtedel. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Scanpix

En femtedel af de personer, som den seneste måneds tid er blevet testet positiv for coronavirus, er sundhedspersonale.

Det er facit, efter at sundhedsmyndighederne den 11. marts åbnede for, at ansatte i sundhedsvæsnet i højere grad kunne testes for coronavirus.

Tallene stammer fra en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Siden midten af marts er 9663 sundhedspersoner blevet testet for coronavirus, og cirka ti procent af dem har testet positiv.

Sundhedspersonale dækker over folk, der har en sundhedsfaglig autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er blandt andet læger og sygeplejersker samt mange af dem, der arbejder på et plejehjem.

De udgør også mere end en femtedel af alle, der er blevet testet for coronavirusset i Danmark i samme periode.

240.000 autoriserede

Der er i Danmark omkring 240.000 autoriserede sundhedspersoner. Af dem er cirka fire procent blevet testet for coronavirus, og cirka ti procent har altså testet positiv.

Rapporten giver ikke klart svar på, om sundhedsansatte i højere grad bliver smittet på grund af deres arbejde. Det er nemlig svært at overvåge, præcist hvor smitten sker, og sundhedspersonalet kan blive smittet både på og uden for arbejdspladsen, lyder det.

Sundhedspersonale bliver i højere grad testet ved mildere end symptomer end den øvrige befolkning.

Ved resten af befolkningen er der siden midten af marts i alt blevet testet 32.043 personer, hvoraf ni procent har vist sig at være smittet med Covid-19, der er sygdommen, man kan udvikle, hvis man smittes med coronavirus.

I takt med at der bliver skruet op for antallet af personer, der bliver testet, forventer Statens Serum Institut, at andelen af personer, der tester positivt, vil falde.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu