Hvis du overvejer et sommerhus så køb det nu

11. december 2019 06:04 | Af: Ritzau Fokus

Boligmarkedet falder til ro i de kolde måneder og går næsten i vinterhi. Men det kan have sine fordele, at der er færre købere at konkurrere med.

Hvis du overvejer et sommerhus så køb det nu
Der bliver handlet flere sommerhuse end for bare et par år siden. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

Antallet af boliger med til salg-skilte er lavere end for bare en måned siden. Det gør sig gældende på tværs af huse og lejligheder – men især for sommerhuse. Det viser tal fra Boligsiden.

Boligmarkedet har det nemlig med at gå i vinterhi, og det gælder – måske ikke så underligt – særligt for sommerresidenserne.

Artiklen fortsætter under videoen 

Men hvis du har mod på at tage ud at se på fritidsbolig i snevejr, så kan der også være lidt at file af prisen, viser tallene.

– Sommerhuspriserne er lidt lavere sidst på året, så hvis man vil gøre det bedste kup, er det nu, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

– Jeg ville starte nu frem for om tre måneder. Det kræver selvfølgelig lidt mere fantasi, fordi haven ser kedelig ud, men det vil helt klart give bedre muligheder, tilføjer hun.

Der er nemlig langt færre, der møder op til fremvisning, og du kan være heldig at forhandle dig til en skarp pris

Prisen stiger i takt med temperaturen

I år har de gennemsnitlige salgspriser per kvadratmeter været højest i april, maj, juni og juli for fritidshuse.

De laveste gennemsnitlige salgspriser per kvadratmeter blev sidste år handlet i januar, februar og december.

Både antallet af udbudte fritidsboliger og antallet af handler daler i de kolde måneder. Sidste år blev der handlet halvt så mange sommerhuse i december som i måneder som maj og juni.

– Aktiviteten er lav sidst på året. Den dårligst sælgende uge generelt er ugen lige op til jul.

– Når så vejret begynder at blive godt, begynder man at tænke på at købe hus eller sommerhus, forklarer Birgit Daetz.

Noget at forhandle om

Og selv om det som udgangspunkt burde betyde, at der er mindre at forhandle om som køber, så forholder det sig ikke nødvendigvis sådan.

– Mange vil hellere vente med at sætte boligen til salg til det nye år. Men hvis man bare skal af med den nu, så kan der godt være noget at forhandle om ved at spørge sælger, om de er interesserede i en hurtig handel, siger Birgit Daetz.

Der er nemlig langt færre om buddet, og det kan man bruge til sin fordel, hvis man ikke har travlt.

– Alt andet lige vil du være i konkurrence med færre personer, fordi der ikke er så mange, der er på udkig i december, siger fagekspert i boligøkonomi Jørgen Munksgaard Rasmussen fra Bolius.

– Hvis du samtidig møder en sælger, der gerne vil have solgt sit hus rimelig hurtigt, så har du en god forhandlingsposition, tilføjer han.

Men det er altså ikke nogen garantier. Først og fremmest kræver det jo, at du er interesseret i et af de huse, der er til salg, og der er færre at vælge imellem.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu