ANNONCE

-Hvor er planen?

31. oktober 2020 09:54 | Af: Newsbreak.dk

Danske unge har europarekord i fuldskab, men nu ønsker Lægeforeningen, at Folketinget vedtager en national handleplan for at halvere drikkeriet de næste fem år

-Hvor er planen?
Læger ønsker national plan for halvering af unges druk. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

1722 unge mellem 15 og 24 år blev i 2018 så fulde, at de måtte en tur på hospitalet. Det er en stigning på 18 procent i forhold til 2014, hvor skadestuerne modtog 1460 berusede unge, der især blev indlagt på grund af alkoholforgiftning.

Disse tal, som indgår i en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen, viser, at danske unges alkoholforbrug er ude af kontrol, mener Lægeforeningen. Derfor spiller foreningen nu ud med et forslag, der skal sætte en prop i drikkeriet, så unges alkoholforbrug halveres i løbet af de næste fem år.

Lægeforeningen ønsker, at Folketinget vedtager en national handleplan for at nå dette ambitiøse mål.

– Der skal simpelthen være færre unge, der kommer til udpumpning eller må ligge til overvågning på akutmodtagelserne på grund af druk, siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen, til Kristeligt Dagblad.

– Der er behov for en sammenhængende plan for, hvordan vi gør op med den voldsomme alkoholkultur blandt børn og unge. Det kræver også, at der er vilje til at bruge de værktøjer, vi ved virker. Akkurat som med den ambitiøse handleplan mod børn og unges rygning, der blev vedtaget sidste år, tilføjer lægernes formand.

Danske unge har en trist førsteplads i Europa målt på alkoholforbrug. Blandt de 16-årige har hver tredje været beruset inden for den seneste måned. For at ændre på dette vil Lægeforeningen forbyde salg af alkohol til unge under 18 år, men derudover mener lægerne, at der er brug for en bred kulturændring.

Overvejer alkoholfri ungdomsuddannelser

Det bør overvejes at gøre ungdomsuddannelser helt alkoholfri. Markedsføringen bør reguleres, priserne sættes op, og reglerne for udskænkning skal håndhæves langt mere konsekvent end i dag, lyder forslagene.

På Christiansborg er der opbakning fra flere partier til idéen om en national handlingsplan. Målet, om at unge skal drikke mindre, kan alle også bakke op om, men ikke alle støtter de midler, Lægeforeningen foreslår.

Størst opbakning har lægernes forslag fra De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, der er åben for at se på alle de foreslåede tiltag over for de unge:

– Vi skal lige have det drøftet i folketingsgruppen, men jeg mener ikke, vi på forhånd skal udelukke nogen initiativer, der kan gøre noget ved danske unges kedelige rekorder på dette område, siger han til Kristeligt Dagblad.

Også SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, er tilhænger af en national handleplan, men hendes parti er ikke tilhænger af et totalt forbud mod alkoholsalg til unge under 18 år.

– Vi skal passe på, det ikke bliver for vidtgående, Målet i forhold til cigaretter er, at de unge aldrig nogensinde begynder at ryge, men der er vel ingen, der forventer, at de unge aldrig i deres liv vil drikke alkohol. Derfor skal vi drøfte, hvordan unge gradvist kan blive introduceret til alkohol, siger Kirsten Normann Andersen, der betegner det som ”en fin ambition” at ville halvere unges druk.

DF: Også for voksne

Hos Dansk Folkeparti mener sundhedsordfører Liselott Blixt, at en alkohol-handleplan ikke kun skal omfatte unge, men også de voksne, som også drikker problematisk meget.

– Alkohol er et samfundsproblem på tværs af alle aldersgrænser, og jeg mener ikke, vi skal slå på de unge. Vi må også gerne rose dem for, at de faktisk lever sundere end den forrige generation, siger Liselott Blixt, som mener, at en handleplan skal forsøge at ændre drikkekulturen, så det er mere accepteret at sige nej.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har ikke ønsket at blive interviewet, men Sundheds- og Ældreministeriet oplyser til Kristeligt Dagblad, at ministeren ”ønsker en ambitiøs alkoholhandleplan for børn og unge — efter samme model som tobakshandleplanen sidste år — hvor forældre, uddannelsesinstitutioner og politikere sammen støtter op om, at vores børn og unge får en sundere alkoholkultur.”

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu