Hvor har denne bil været siden fredag?

26. juni 2019 19:59 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der er formentlig tale om to yngre svenske, som tirsdag blev dræbt ved et voldsomt skyderi i Herlev.

De to mænd, der sent tirsdag eftermiddag blev skudt og dræbt i Herlev, er endnu ikke identificeret med sikkerhed.

Ifølge Københavns Vestegns Politi er der tale om to yngre svenske mænd.

Derfor samarbejder svensk politi med dets danske kolleger om sagen, oplyste pressekontakten ved politiet i Malmø tidligere onsdag – en oplysning, som Københavns Vestegns Politi også har bekræftet.

I forbindelse med skyderiet blev en svensk indregistreret bil ramt af flere skud. Københavns Vestegns Politi kan ikke sige, om der er en forbindelse mellem bilen og de to dræbte.

Ifølge mediet Sydsvenskan er bilen indregistreret i Malmø.

– Jeg kan ikke kommentere oplysningerne. Det er et skyderi sket på dansk grund, men vi samarbejder med det danske politi, lyder det fra pressekontakten.

Der blev skudt igen og igen

Den svenske avis Expressen skriver, at det ene offer er et 23-årigt ledende medlem af banden “Shottaz” fra forstaden Rinkeby ved Stockholm. Det andet offer skulle ifølge avisen være en mand i 20’erne fra naboforstaden Tensta.

Oplysningerne er dog ikke bekræftet af hverken dansk eller svensk politi.

Ifølge Københavns Vestegns Politi blev der blevet skudt mindst ti gange med flere våben – formentlig både med pistol og automatriffel.

Efter dobbeltdrabet i Sennepshaven i Herlev flygtede gerningsmændene i en sølvgrå Audi S4 med registreringsnummeret CE 37 291.

Bilen blev fredag aften stjålet på Kastrupvej på Amager fredag aften, 21. juni, klokken 23.51. Den blev set i området omkring gerningsstedet tirsdag før skyderiet. Tirsdag aften blev den fundet på Skodsborgvej i Nærum, hvor gerningsmændene uden held havde forsøgt at brænde den af.

På Twitter skriver Københavns Vestegns Politi, at man stadig meget gerne vil høre fra vidner til skudepisoden. Især vil man gerne høre fra vidner, som har set flugtbilen før eller efter skyderiet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu