ANNONCE

Hvor lang tid? Vaccineproducent melder ud

4. januar 2021 19:06 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Europæisk lægemiddelagentur siger, at der maksimalt må gå seks uger mellem vaccineindsprøjtninger.

Hvor lang tid? Vaccineproducent melder ud
Vaccinen mod covid-19 udviklet af Pfizer-BioNTech. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

BioNTech og dets partner Pfizer advarer mandag om, at de ikke råder over dokumentation for, at deres fælles udviklede vaccine vil give en fortsat beskyttelse mod covid-19, hvis den anden indsprøjtning gives senere, end det man har testet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, kommer næsten samtidig med en besked om, at det maksimale interval mellem første og anden indsprøjtning med vaccinen højst skal være 42 dage eller seks uger.

Det rapporterer AFP.

BioNTech/Pfizer har i deres test med titusinder af forsøgspersoner anvendt tre uger som afstanden mellem første og anden indsprøjtning.

Ændrede retningslinjer i Danmark

Nyheden kommer samme dag, som Sundhedsstyrelsen har ændret deres anbefalinger for vaccinen mod covid-19. Det har Søren Brostrøm, direktør i styrelsen, fortalt mere om.

– Vi har sammen med Lægemiddelstyrelsen kigget ned i dokumentationen for både Pfizer- og også Modernavaccinen, som vi forventer, bliver godkendt snart.

– Her kan vi se i dokumentationsgrundlaget, at der kan gå op til seks uger mellem hvert stik. Det skriver vi i vores opdaterede retningslinjer, siger han.

Ikke som Storbritannien

Mens Danmark, og blandt andre EMA, altså arbejder med et interval på op til seks uger mellem første og andet stik, har man i Storbritannien besluttet, at man her venter op til 12 uger mellem de to stik.

Ifølge Søren Brostrøm er det ikke noget, man kan anbefale i Danmark, og heller ikke hos Lægemiddelstyrelsen møder den engelske beslutning opbakning.

– De fleste er undersøgt med tre ugers mellemrum mellem stikkene. Man kan trække den lidt længere inden for godkendelsesgrundlaget.

– Men bestemt ikke de 12 uger, som det har været nævnt i England. Det kan vi på ingen måde anbefale, siger Thomas Senderovitz, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen.

Det er den voldsomme smitteudvikling i Storbritannien, som har fået de britiske myndigheder til at udskyde anden dosis af Pfizer-vaccinen til 12 uger efter første stik.

Dermed kan en større del af befolkningen hurtigere få første stik, som meget tyder på giver nogen beskyttelse allerede efter et par uger.

Den fulde effekt af vaccinen er først dokumenteret en uge efter andet stik.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu